Sådan cirka kan budskabet i Thorkild Thejsens løjtnant von Buddinge-leder sammenfattes i det sherifstjerneprydede nummer af Folkeskolen nummer 38 i sidste uge. Med tak til et par (andre) kendte danske litterære spasmagere.

I en munter ironisk tone alluderer chefredaktøren ellers til de herlige dage med amerikansk 'Skum' i det hedengangne danske monopol-tv. Er De forvirret, så . . .

Anledningen for Thorkild Thejsen til at gøre sig lystig over tidens kvalitetsparadokser var en orientering i hovedstyrelsen om arbejdet med udvikling af kvalitetsudviklingsværktøjer fra det danske konsulentfirma fra Århus med det udenlandsk klingende navn PLS Consult. Bare det navn må da skærpe skepsissen over for 'tøjeriet' og få os til at tænke på Her Majesty's Inspectors og det, der er værre - endnu længere vestfra. Ikke?

Såmænd.

Men rent faktisk ser vi nu i DLF's hovedstyrelse rimeligt fortrøstningsfuldt på mulighederne i projektet til at inspirere til kvalitetsudvikling og på mulighederne for at give folketing og ministerium bedre muligheder for at leve op til deres nationale ansvar for den fælles folkeskole, uden at det ender i snærende kontrol. Og uden at vi af den grund er blinde for, at man altid kan komme til at lave ulykker og komme galt af sted med nyt værktøj.

Projektet ledes da også af rigtige, danske, læreruddannede folk i samarbejde med danske skoleledere og danske lærere - på danske skoler.

Og vi ved såmænd også godt, at målegalskab og testhysteri kan ødelægge mere, end det gavner, og at det er lettere at måle formelle læsefærdigheder end musiske oplevelser.

Det kan være vigtigt nok at huske.

Pointen er bare, at selv om vi i den danske folkeskole er meget dygtige, helhedsorienterede og danske, så kunne det jo være, at lidt større systematik og nogle bedre værktøjer til at støtte beskrivelser, planlægning, evaluering og måling - anvendt med sund dansk fornuft - kunne være med til at hæve kvaliteten. Også i oplevelserne.

Det er i hvert fald, hvad de implicerede lærere og ledere med én mund giver udtryk for, at de allerede har oplevet, når vi mødes med dem. De har allerede på deres krop erfaret, at kvaliteten i deres arbejde med at få gjort status over arbejdet på deres skoler og i deres klasser er øget og er blevet mere anvendelig til fælles planlægning og udvikling.

De har allerede erfaret, at selvom ordet værktøjer klinger så underligt maskulint og udansk, så kan værktøjer faktisk bruges til dansk skoleudvikling og være lige så herligt arbejdslettende, fællesskabende og inspirerende at bruge som gode notatark, regneark, tekstbehandlingsprogrammer og elektronisk post. Når de virker.

For selvfølgelig er der en bid vej igen. Det er jo prototyperne, de eksperimenterer med. Og skolens praktiske folk er som vi på 'Borgen' også helt på det rene med, at det ikke er alt, der kan og skal måles, men at man derfor godt kan blive bedre til at evaluere og vurdere alt vigtigt - og komme længere med at gøre det vigtige måleligt.

Og på 'pilotskolerne' virker de heller ikke særligt forskrækkede over risikoen for at blive kigget over skulderen af Undervisningsministeriets folk - eller af folket.

Og selvfølgelig vil det kræve både sund fornuft og køligt overblik, når de rige muligheder for informationsteknologiadgang ikke bare giver mulighed for herlig gensidig inspiration, men også mulighed for utidig snagen.

Men det er jo ikke værktøjernes skyld. De problemer må klares via dialog.

I hovedstyrelsen har vi netop på mødet i august besluttet at indstille til kongressen, at kvalitetsudvikling og dialog i folkeskolen bliver foreningens hovedsatsningsområde de næste år. Og DLF har siden 1993 med hæftet 'Lærerne har Nøglen' opfordret til både kommunal og national ansvarlighed - og større systematik i skole- og kvalitetsudviklingen. Og netop i disse dage udsender vi et 50 siders notat til kredsene med vores fag- og uddannelsespolitiske overvejelser blandt andet om tillid som grundforudsætning for ægte dialog om kvalitetsudviklingen.

Derfor virkede Folkeskolens vinkling og bastante påpegning af kontrolfarerne på forsiden og i lederen skæv - især sammenholdt med de mere nuancerede artikler inde i bladet. I hvert fald på mig.

Jeg har faktisk en tyrkertro på, at dialog og dansk sund fornuft - og skepsis - stadig har en chance også over for fremtidens paradokser her 100 år efter Hostrup og 200 år efter Wessel.

VOGT JER!

thi

At Smørrebrød er ikke Mad

og Kierlighed er ikke Had,

det er hvad jeg for Tiden ved

om Smørrebrød

og Kierlighed