Knud Bundgård Grell

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolens flag gik på halv fredag morgen, da personalet på skolen fik besked om, at vores tidligere inspektør var død torsdag den 11. september. Knud B. Grell døde efter kort tids sygdom på Odense Sygehus, 74 år.

Han begyndte sin lærergerning på Odder Privatskole i 1946. Fra 1948-62 var han ansat i Lyngby-Tårbæk. I 1962 blev han ansat som inspektør på den nybyggede centralskole, Nymarksskolen, i den sydlige del af den nuværende Kerteminde Kommune, hvor han virkede til sin tilbagetræden i 1988.

Grell var meget afholdt og respekteret af såvel elever som forældre og personale.

Han beklædte flere tillidsposter, blandt andet var han formand for Østfyns Lærerkreds og medlem af Danmarks Skolelederforenings styrelse.

Et dejligt og positivt menneske er her ikke mere. Vi, der har kendt ham, vil savne ham meget. Vore tanker og medfølelse går til den nærmeste familie.

Kollegerne på Nymarksskolen