Jens Verner Mose

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Overlærer Jens Verner Mose, Rødgranvej 12, Hjørring, døde den 6. september, 57 år. Jens Mose, der er født og opvokset i Skagen, var oprindelig uddannet som kleinsmed. Efter nogle år som kleinsmed modnedes tanken om en fremtid som lærer.

Efter endt læreruddannelse fra Hjørring Seminarium i 1967 fik han ansættelse på Bagterpskolen i Hjørring, hvor han var ansat til sin alt for tidlige død.

Jens Mose var en faglig, dygtig og engageret lærer, som havde forståelse for elevernes forskelligartede behov. Han var en meget hjælpsom og venlig mand og var i det hele respekteret af elever, forældre og skolens personale.

Jens Mose var et friluftsmenneske. Han elskede naturen, lystfiskeriet og sine daglige cykelture. Men også litteraturen stod hans hjerte nær. Utallige er de bøger, der står i hjemmet på Rødgranvej - og utallige er de bøger, han nåede at læse. Når man spurgte ham, hvad han for tiden læste, fik man altid opgivet mindst tre titler på bøger, der var ved at blive læst.

Jens Mose var et menneske, for hvem hykleriet var fremmed. Han var, som han var - et ærligt, hjælpsomt og stilfærdigt menneske, der altid troede det bedste om sine medmennesker.

Jens Mose var levende interesseret i sin nutid og fortid. Det første gav sig udslag i, at han gennem flere år var formand for Socialdemokratiet i Hjørring og i en periode var indvalgt i Hjørring Byråd, hvor hans store sociale engagement kom til udtryk gennem en plads i blandt andet socialudvalget.

Interessen for fortiden blev dyrket gennem læsning - og i de seneste år ikke mindst i form af rejser til mange historiske steder, hvor han ved selvsyn skaffede sig viden og indsigt, der kunne viderebringes til hans elever.

Jens Moses død er et stort tab for skolen, kolleger og venner. Men størst er dog tabet for hans familie.

Jens Mose overleves af sine forældre i Skagen og en søster samt hustruen Inger, børnene Tine og Jacob, svigerbørnene Bjarne og Louise samt børnebørnene Louise, Julie og Ida.

Kolleger på Bagterpskolen

Hjørring