Forslag til kongresvedtagelse

Uvildig klageinstans

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra tid til anden sker det, at et medlem af Danmarks Lærerforening oplever, at hun er udsat for fejlagtig eller utilstrækkelig sagsbehandling - enten i kredsen eller i hovedforeningen. Medlemmet kan i en sådan situation indgive en klage over den konkrete sagsbehandling - og klagen vil blive behandlet.

Så vidt så godt!

Der er bare et lille MEN ved det: en klage over sagsbehandlingen i Danmarks Lærerforening behandles af ansatte eller valgte i ... Danmarks Lærerforening, og medlemmet kan derfor - med rette eller urette - opleve, at behandlingen af klagesagen ikke er neutral. Samtidig kan foreningens sagsbehandlere føle sig udsat for kritik uden mulighed for at få en uvildig bedømmelse af sagen.

I HK og BUPL har man løst problemet ved at oprette en uvildig klageinstans, hvor medlemmer af organisationen kan få prøvet konkrete sagsafgørelser.

Århus Lærerforenings styrelse finder, at oprettelsen af en sådan uvildig klageinstans er til gavn for både medlemmerne og foreningen, og de delegerede fra Århus vil derfor på Danmarks Lærerforenings kongres i november 1997 stille følgende forslag:

'Danmarks Lærerforenings kongres forsamlet til møde i Aalborg den 4.-7. november 1997 pålægger hovedstyrelsen at udarbejde forslag til etablering af en uvildig klageinstans med det formål - uafhængigt af organisationen - at kunne behandle klager fra medlemmer over konkrete sagsafgørelser foretaget af Danmarks Lærerforening såvel lokalt som centralt. Forslaget skal følges op af forslag til relevante ændringer af Danmarks Lærerforenings vedtægter.'

Jette Jensen

Århus Lærerforening