Vi er i Mozambique, vi er i bil. Ad støvede jordveje skrumpler vi langsomt gennem Majune- og Nguama-distrikterne for at besøge et lærerkursus. Undervejs kigger vi ind på flere skoler. Det er lørdag. Men selvom der ikke undervises, summer mange af skolerne af liv. Der er forældremøder og kurser, og man ser frivillige, der arbejder på at forbedre skolebygningerne.

Tørken tømte skolen

På vej til den første skole i landsbyen Malanga kan vi ikke undgå at nyde det grønne landskab, der står i flot kontrast til den mørkerøde jordvej. Alt er frodigt. Markerne strutter med majsplanter og bredbladet tobak. Indimellem lyser en gul solsikke op, og det vrimler med glade børn. Det er næsten umuligt at forestille sig, at der blot tre måneder tidligere var tørke i området. Regnen kom for sent, og mange familier sultede. Og tørkens konsekvenser for skolen er endnu ikke overvundet.

»Mange familier sultede i den tørre tid, og mange børn holdt op med at komme i skole. Omkring halvdelen af eleverne forsvandt, og mange er aldrig begyndt i skole igen. Vores store opgave er derfor at tale med forældrene for at få dem i gang igen«, siger Sandicanda Selemane, der er medlem af skolebestyrelsen i Malanga. Forældre, elever, lærere og landsbyens ledere er samlet for at planlægge skolebestyrelsens aktiviteter for næste skoleår. Et nyt tag på skolen, oprettelse af skolehaver og flere skolebøger står øverst på ønskelisten.

Verden uden en globus

Lærerne deltager også, de prøver at få skolehverdagen til at fungere under de svære vilkår. En af dem er José Garcon. Han har en masse på hjerte:

»Vi er begyndt at bruge lokale materialer med tekster i undervisningen. På den måde kompenserer vi for de manglende undervisningsmaterialer, og det er også med til at inddrage elevernes egen hverdag i undervisningen«, siger han.

»Men vi mangler de mest grundlæggende materialer som for eksempel et atlas, en globus og skolebøger til alle elever«, tilføjer han og understreger, at lærerne bruger mange weekender på at forbedre deres undervisning, og netop derfor er ønsket om tilstrækkelige undervisningsmidler vigtigt for lærerne.

Skolen er helt tom

På en anden skole i nabodistriktet Nguama er der ingen lærere denne dag. De er taget på kursus. Mange af dem har cyklet over 40 kilometer på dårlige jordveje for at deltage. Kurset er gratis, og de får mad, men deltagelsen er frivillig og foregår i deres fritid.

Inden vi når frem til kurset, stopper vi ved en hytte. Nogle krogede trækæppe udgør stolperne, og tørret græs er lagt på som tag. Nogle sammentømrede grene er sat ned i jorden som en slags bænke. Skoledirektøren for distriktet, Helena Bocas Atanásio, forklarer, at det er en skole. Den er tom her i weekenden. Helt tom. Ikke kun for børn, men også for undervisningsmidler og inventar. Læreren tager nemlig hver dag de få skolebøger og tavlen med hjem. Græstaget er ikke tæt, så det regner ned.

»Vi har omkring 18 lignende skoler i distriktet, men der sker heldigvis mange fremskridt i øjeblikket, og flere ordentlige skoler bliver nu bygget af mere permanente materialer«, siger Helena Atanásio.

Skolen ved verdens ende

På det sidste stykke hen til lærerkurset forsvinder vejen næsten i højt græs. Da den åbner sig igen, kommer en ny bygning til syne mellem majsmarkerne. Selv om den på ingen måde er prangende, er det et helt andet syn end den skole, vi lige har set. Denne her er i mursten og har to klasselokaler.

»Det her er verdens ende«, smiler projektets lokale rådgiver, da bilen stopper foran skolen, og understreger dermed, at vejen ikke går længere. Herfra og de næste 15-20 kilometer er der kun små stier mellem markerne, til man når den store Niassa-sø, der grænser op til nabolandet Malawi.

Inde på skolen er 15 lærere ved at afslutte weekendens kursus. Mange af dem har ingen eller kun en kort læreruddannelse bag sig. Kurserne er deres eneste chance for at blive introduceret til mere moderne undervisningsmetoder, hvor eleverne sættes i centrum. Lærerne diskuterer, hvordan børnenes egne ord og begreber kan bruges i undervisningen og vigtigheden af at lade eleverne stille spørgsmål. De bruger kurset til at tilrettelægge undervisningen i det næste semester og til at få gode ideer og råd fra lærerkollegaer fra andre skoler i distriktet. Der arbejder typisk kun én lærer per skole, så i hverdagen er de ofte helt isoleret fra kollegaer. Netop derfor er kontakten med andre lærere vigtig for dem.

Weekenden er ovre, og kurset er færdigt. Lærerne bryder op, pakker deres få ejendele på cyklen og begiver sig hjemad med ny inspiration til den næste undervisning.

Den 5. oktober markeres den internationale lærerdag igen i over 100 lande. Det er en FN-dag, der blev stiftet for at markere lærernes samfundsmæssige betydning.

I dag står mindst 14 millioner lærerstillinger ubesatte verden over. I mange fattige lande går det i øjeblikket den forkerte vej, idet antallet af ubesatte lærerstillinger er stigende. I takt med den glædelige nyhed om, at flere og flere børn begynder i skole, stiger behovet for lærere yderligere. Løsningen bliver mange steder, at man gør læreruddannelsen kortere, og at man reducerer lønningerne for at skabe plads både på seminarierne og i budgetterne til flere lærere.

I Mozambique er læreruddannelsen for mange lærere kortet ned til nogle få måneder, og man har kun ganske få skolebøger. Derfor går indsamlingen på Lærerens Dag i år til et projekt, der skal sikre de mozambiquiske lærere de mest basale skolematerialer og uddannelse i at bruge dem.

Markeringen af Lærerens Dag arrangeres i samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, Lærerstuderendes Landskreds og Ibis.

Læs mere på www.laererdag.dk