Anmeldelse

Støtte til omsorgssvigtede børn

Handlingsvejledning ved omsorgssvigt 2

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor det første temahæfte om handlingsvejledning ved omsorgssvigt beskæftigede sig med den indledende indsats, beskæftiger dette andet temahæfte sig med den pædagogiske støtte til det omsorgssvigtede barn i hverdagen i skolen og i daginstitutionen.

Grundlaget for at igangsætte en særlig indsats defineres således: "Pædagogisk personale skal handle i forhold til barnets omsorgssituation, når mangler heri medfører, at barnet ikke trives".

Indsatsen lægger vægt på "den helende relation". Hæftet giver ideer til, hvordan man etablerer en troværdig relation med barnet, giver barnet en oplevelse af at være set og mødt, og hvordan man arbejder med at opbygge barnets selvværd og fjerner følelsen af skyld.

Desuden lægges der vægt på at skabe forudsigelighed og orden omkring barnet for at nedsætte oplevelsen af stress, og ikke mindst på at udbygge barnets sociale relationer, så barnet kan give sig hen i legen og i venskaber.

Hæftet er letlæst og fremhæver centrale temaer i pædagogikken i forhold til børn, der har været udsat for omsorgssvigt.

Hæftet understreger, at man må udvælge indsatsen i forhold til det enkelte barn og de muligheder, man har, for at undgå selv at brænde ud, da indsatsen ofte er tidskrævende.

I den sammenhæng kunne hæftet med fordel suppleres med hensyn til støtte og sparring til den voksne. Stabiliteten hos den voksne har stor betydning for barnet, der har oplevet omsorgssvigt, og opgaven er ofte udfordrende.