Hjælp til lektiehjælp

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frit Oplysningsforbund i Århus vil snart kunne tilbyde undervisning til forældre, som har børn i 0. til 3. klasse. Det vil blandt andet ruste dem til bedre at kunne hjælpe deres børn med lektierne.

Hvad bliver forældrene undervist i?

»Der er mulighed for grundlæggende færdigheder inden for dansk og matematik«, siger Torben Dreier, der er leder i Frit Oplysningsforbund i Århus.

Bliver de undervist i det samme stof som børnene eller i, hvordan de hjælper børnene med lektierne?

»Hvis vi nu tager de otte magnetskoler i Århus, hvor der er nogle tosprogede forældre: Hvis vi skal undervise i dansk, så tager vi altså ikke 1. klasses bog og gennemgår den. Vi finder stof og artikler, som ligger inden for demokrati, det med at tage ansvar som borger i det danske samfund. Og jo bedre de bliver til at snakke dansk, skrive og læse, jo bedre bliver de også til at støtte deres børn«.

Men er forældreundervisningen kun målrettet tosprogede forældre?

»På magnetskolerne målretter vi os direkte mod tosprogede forældre. Men Århus Kommune har 52 skoler, og på de 44 målretter vi undervisningen til alle, der har brug for støtte og hjælp til matematik«.

Hvorfor gælder tilbuddet kun til forældre, der har børn i de små klasser, når det, eleverne laver i de større klasser, er sværere?

»Det har du selvfølgelig ret i, men et sted skal vi starte. Hvis vi bare tager de forældre, som har børn i 0., 1., 2. og 3. klasse i Århus' folkeskoler, så har vi en volumen, der siger spar to«.