Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og skolens leder svigter ofte lærerne, når de placerer svært belastede elever i klasserne. Det mener Per Kjeldsen, skole-psykolog og konsulent. Det var dét, der skete i specialklassen i Sorø, hvor lærer Gitte Larsen brød ned med stress (Folkeskolen nummer 36 og 37), og det er det, der sker i mange kommuner alt for tit.

»PPR har mange styringsinstrumenter. I den aktuelle sammenhæng kan de udsætte, at en ny elev begynder i klassen, og prøve en anden foranstaltning i to uger, mens klassen bliver forberedt på den nye elev, forældrene bliver orienteret, og der gives støtte og vejledning til lærerne. I den periode kan eleven for eksempel få eneundervisning«, siger Per Kjeldsen. Han understreger, at det er skolelederen, der har det besluttende ansvar, når en ny elev skal placeres i en klasse. Lederen kan enten acceptere, hvis det virker uproblematisk, eller vurdere, at den pågældende klasse er for sårbar til den nye elev.

»Min påstand er, at for mange skoleledere og PPR-kontorer ikke bruger disse redskaber godt nok. Placeringen af en belastet elev er alt for ofte ikke hensigtsmæssig fra begyndelsen af, og når jeg tillader mig at sige det, er det, fordi jeg i mit arbejde som skolepsykolog kommer på mange skoler og ser dette problem«, fortæller Per Kjeldsen.

Han mener, at mange er for hurtige til blot at placere et nyt barn med vanskeligheder i årgangsklassen.

Forberedelse af alle

Forsinkelsen på to uger skal altså bruges til at forberede klassen, eleven, forældregruppen og lærerne. Per Kjeldsen mener, at man skal tale åbent om den nye elev og hans vanskeligheder. Det er misforstået omsorg at skjule problemerne, og det kommer til at virke stik modsat.

I stedet anbefaler han, at man holder to til tre forældremøder på de to uger. Her behøver lærerne ikke at deltage, men psykologen kan fortælle forældrene, hvordan de bedst tager imod den nye elev, taler med deres egne børn og forbereder dem.

»I den periode får eleven eneundervisning, og bagefter skal der være massiv støtte på klassen i et stykke tid. Dette er ideelt, men det kan altså lade sig gøre. Jeg har med held været med til det, og jeg har set det flere andre steder. Det virker«, siger han.

»Det er dyrt lige i øjeblikket, men det betaler sig i længden. Og så mange elever drejer det sig jo heller ikke om per skole«.

Per Kjeldsen understreger, at de ledende skolepsykologer har et ansvar. De må råbe op, når det er nødvendigt.

Han fortæller om eksempler, hvor et barn har haft massiv støtte i børnehaven, fordi man ved, at barnet har nogle vanskeligheder. Men når barnet begynder i børnehaveklassen, sker det ofte enten uden støtte eller med meget lidt støtte.

»Det er ganske urimeligt. Det giver en utrolig træls situation i klassen, både for det belastede barn, de andre børn og for børnehaveklasselederen. Der svigter PPR. De skal forudse problemerne og forberede skolen på støttebehovet«.

»Man ser skoler med resurser til intensiv støtte, som bruger dem på de ældre årgange i stedet for i indskolingen, fordi de ikke har fået en ordentlig rådgivning fra PPR. Når vi svigter der, bliver lærerne pressede, og det er ikke fair, for de er presset nok i forvejen«, mener Per Kjeldsen.

Vi skal prioritere

Han taler ligefrem om, at nogle skolepsykologer prostituerer sig selv. At de skjuler sig under argumenter om økonomi og derved undlader at foretage den optimale indstilling til specialundervisning.

»Jeg ville være en skurk, hvis jeg bare sagde, at vi behøver flere resurser, for de er der ikke. Men vi må synliggøre, hvor behovet er. Det er vores opgave«.

Per Kjeldsen taler om fire begreber, der skal med, når et barn skal placeres. Nærhed, mindsteindgreb, økonomi og kvalitet.

»Nærhed og mindsteindgreb er rummeligheden, der er enormt i fokus nu, og det er godt, men når det bliver et mantra, tør man næsten ikke sige, at et barn ikke skal gå i normalklassen, for det er lige så slemt som at være racist«.

»Så kommer økonomien. Her bruges rummeligheden som skjul for besparelser, og kvaliteten det begreb vejer uendeligt lidt, og specielt når vi taler om adfærd, social kompetence og relations-kompetence. Fagligheden vejer derimod tungt, og vi får at vide, at vi skal have flere test«.

»Det lægger et vældigt pres på lærerne, at de skal være rummelige uden sikkerhed for kvalitet i klassens sociale liv, samtidig med at de skal klare faglighedskravene«.

Klassen før den enkelte

»Økonomien er meget styrende, og jeg tror, mange psykologer ligger under for økonomien. Samtidig er der jo ofte lange ventetider til PPR. Det betyder, at de, der skal være lærernes hjælpere, ofte svigter alene på ventetiden. De sikrer ikke børnenes og lærernes udvikling«, mener Per Kjeldsen.

Han undrer sig over, at psykologerne tit bruger så meget tid på at teste en elev i stedet for at bruge lærernes beskrivelser af barnet og så bruge tid på at gå med i klassen og mærke, hvad der foregår.

PPR bør vurdere resurserne hos de implicerede i stedet for at være fejlfindere. Vurdere, hvilke resurser klassen har og forældregruppen, lærergruppen og den belastede elev altså foretage en forudsætningsanalyse.

Han fortæller om et eksempel, hvor en 7.-klasse med store sociale problemer fik støtte, og hvor arbejdet gik fremad. Der var gode resurser og et godt lærerteam. Men denne klasse fik pludselig to to-sprogede elever med både tilpasnings- og sprogproblemer. Ifølge Per Kjeldsen skal de to elever naturligvis integreres, men det skal vente, og det skal i hvert fald være i en anden klasse, for denne 7.-klasse magter det ikke lige nu.

Per Kjeldsen er også fortaler for, at klassen kommer før det enkelte barn.

»Hvis man ikke kan sikre en foranstaltning, der hjælper alle, vil jeg hellere sørge for optimale betingelser for klassen og for lærerne. For hvis jeg laver noget, der ikke er optimalt for klassen og lærergruppen, så er det heller ikke optimalt for det belastede barn. Så har jeg svigtet alle. Derfor vil jeg vælge klassen«.

Per Kjeldsen siger, at hvis prognosen for et barn er meget dårlig, er det her og nu i orden ikke at gøre det suveræne for dette barn. Hvis alternativet er, at det går ud over mange andre.

»I den situation synes jeg, der er nogle, der mangler mod«.

hlauritsen@dlf.org