Debat

Så sig dog noget betydningsfuldt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerforeningen har sendt 11 idealer til medlemsdebat, og som jeg læser artiklerne, er det foreningens ønske at skabe et sæt idealer gældende for alle danske lærere, så danskerne ved, hvad en lærer står for, men lærerne er ikke en homogen gruppe. Det er ikke muligt generelt at udtale sig om, hvad en lærer står for, ud over at denne selvfølgelig lever op til lovens krav. Den enkelte repræsenterer som person og professionel lærer nogle værdier og idealer, og DLF hverken kan eller skal diktere disse.

Jeg ser det som foreningens opgave at bidrage til den pædagogiske debat, og de 11 idealer er da også tænkt som et konkret debatoplæg, men desværre er de, i den udformning Folkeskolenpræsenterer dem, ikke diskuterbare. Min kritik af idealerne, som de står beskrevet i bladet, går på, at de er indholdsløse.

Ingen kan være uenige i, at læreren i sit virke som underviser, opdrager og vejleder vil stræbe efter at fremme den enkelte elevs værdifulde vækst og udvikling som menneske, eller at læreren aktivt vil reflektere over og udvikle sin praksis, og selvfølgelig vil læreren indøve eleverne i dansk demokratisk livsform og folkestyrets principper og værdier.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Efter yderligere at have læse de uddybende kommentarer til idealerne på foreningens hjemmeside, www.dlf.org, synes jeg, måske endnu mere end før, at idealerne er indholdsløse og intetsigende. Det klarlægges, hvilke etiske værdier der er repræsenteret i deenkelte idealer, men det er ligegyldige ord uden en tilhørende betydningsforklaring.

DLF har altså blot, på linje med Magrethe Vestager, formået at formulere et idealsæt, som i bund og grund er indholdstomt, da alle uden dybere overvejelser kan tilslutte sig det. Foreningen har således ikke noget at skyde Magrethe Vestager i skoene, når det drejer sig om at gå bag om ordene og forklare, præcis hvilken betydning de enkelte begreber tillægges og hvorfor. Hvis DLF ønsker at fremme debatten om, hvad der karakteriserer den professionelle lærer, og hvilke værdier skolen kunne repræsentere, skal der mere betydningsfulde udtalelser på bordet.

Jeg hilser et debatoplæg, hvor foreningen redegør og argumenterer for sin opfattelse af eksempelvis demokrati, velkommen. Det er så enkelt og uproblematisk at skrive demokrati, men blandt medlemmerne findes mange opfattelser af, hvad begrebet dækker, og hvordan demokrati bør udspille sig i undervisningen. Indlæg, der kan forklare foreningens fortolkning af begreber som læring, ansvar og frihed eller deres opfattelse af en god didaktiker, vil være med til at sætte gang i den pædagogiske diskussion; det kan et intetsigende idealsæt ikke. Det burde være muligt at få et større udbytte af tre års arbejde end 11 indholdsløse idealer, hvor det første fastslår, at læreren efter bedste evne vil opfylde folkeskolens målsætning og undervisningsmål; jeg ser derfor frem til at høre og læse mere om disse 11 idealer og navnlig deres indhold.

Nanna Skovsø

Kolding

Powered by Labrador CMS