Debat

Praktik, praktik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en ordentlig bulle, vi i DLF fik i Folkeskolennummer 36 af praktikleder Sten Larsen. Praktikaftalen betegnes som absurd, og jeg selv bliver kaldt både underlødig, useriøs og utroværdig.

Lad os tage aftalen først.

Ja, den havde vi i DLF absolut gerne set præget af mere sund fornuft. Vi synes faktisk også, at der er tale om decentraliseringsidioti, når det, der burde aftales centralt, på molbovis skal foregå parallelt alle vegne. Men så længe Kommunernes Landsforening ligger under for presset fra de kredse blandt egne medlemmer, der mener, at den kommunale selvbestemmelsesret går forud for alt, så mere end kniber det med fornuften.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Havde vi sagt nej, havde vi imidlertid for alvor sendt læreruddannelsen ud på glatis uden muligheder for praktik i folkeskolen. Derfor accepterede vi kompromiset med de decentrale aftaler og en tilbagefaldsregel.

Når det nu viser sig, at praksis er ved at overgå den livligste fantasi, burde der være basis for, at vores modpart overvejer at nuancere sin decentraliseringstrang. For selvfølgelig er det tåbeligt af seminarierne at tro, at vores lokale forhandlere skulle acceptere at gøre en tilbagefaldsregel til eneregel. Og tåbeligt at tro, at de ville renoncere på overarbejdsbetaling til medlemmerne udløst af dårlig planlægning, som de er uden ansvar for. Og tåbeligt at tro, at det vil holde ret længe, at lærere på samme skole skal have praktikanter til forskellig takst, bare fordi de kommer fra forskellige seminarier.

Nu om praktik i udlandet eller ej.

Vores synspunkt er her, at lærerstuderende ligesom alle andre studerende vil kunne have stor glæde af at spejle danske forhold i udenlandske. Det falder da også helt ind under gældende regler om rektors mulighed for at give merit for semestre uden for Danmark. Det, vi i DLF er enige med ministeren om, er, at praktikken skal hænge sammen med uddannelsen på læreanstalten.

Og, kære Sten Larsen. Jeg underdrev faktisk i interviewet, da jeg sagde, at vi kendte eksempler på lærerstuderende, der stort set ikke havde været ude i folkeskolen i praktik. Vi har kendskab til en, der slet ikke har været der i sin studietid! Og vi tillader os fortsat at stille spørgsmål ved praktiknytten af praktik i Thailand og Vietnam.

Hvis du fortsat brænder efter at vide, hvem af dine kolleger der, som du skriver, har begået klare ulovligheder, må du ringe. Der er vel ingen grund til at sende flere på glatis ved ligefrem at hænge dem ud her i vores 'glimrende ugeblad'.

Jørgen Stampe

formand for DLF's pædagogiske udvalg

Powered by Labrador CMS