Debat

Nye gamle nyheder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolens fremragende (for nogle sarte sjæle også provokerende . . .) redaktør har gjort det igen, nemlig at skrive en fremragende leder i Folkeskolen nummer 35, hvor han trin for trin 'skyder' alle de såkaldte nyheder ned omkring folkeskolen og dens medarbejdere. Ikke mindst udmeldingen fra en såkaldt skoleekspert (gud ved, hvad en sådan ekspert er ekspert i?!). Mads Hermansen har fået et velfortjent skud for boven efter udmeldingen, en udmelding, som viser sig at være næsten analog til alminde-lig 'køkkensladder' om, at folkeskolens ansatte for 25 procents vedkommende er 'imod alt og alle' og skulle fyres. Naturligvis kan man ikke afvise, at en enkel lærer hist og her ud af en samlet masse på mere end 50.000 lærere er 'kommet på den forkerte hylde', men at tale om hver fjerde lærer, som ikke kan/vil (afkryds selv) udvikle skolen, er dog utrolig nonsens! Hvordan i alverden skal folkeskolen dog udvikle sig med sådanne ekspertudsagn, udsagn, som skulle vejlede og rådgive os?!

Sluttelig konkluderer redaktøren det helt afgørende, nemlig at vi som stand 'kun' kan overleve disse uhyrligheder ved professionel dygtighed, engagement og ansvarlighed. Det våben har vi hidtil flittigt brugt og vil vedvarende tage det i anvendelse, da 'fjender og fjendebilleder' findes overalt, og andre våben er ikke anvendelige.

Bjarne Danielsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brande

Powered by Labrador CMS