Nej til fagidioti

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Faglighed i den form, som partierne bag den nye læreruddannelse drømmer om, vil aldrig blive til noget. Det viser Folkeskolens beregninger, siger Jørgen Stampe, der er formand for Danmarks Lærerforenings pædagogiske udvalg:

- Vi ønsker ikke en så fagopdelt skole. Lærerne skal have en faglig dybde, ingen tvivl om det, men det er lige så vigtigt, at de lever op til den anden del af folkeskolens formålsparagraf, den, der handler om tværfaglighed og engagement, siger Jørgen Stampe, som advarer mod fagidioti i folkeskolen:

- Vi har oplevet problemet omkring nogle af de nye fag i skolen. Lærerne tilegner sig de nye fag og leverer fra starten en god og engagerende undervisning, men efterhånden bliver de så dygtige, engagerede og specialiserede, at eleverne sidder måbende tilbage. Eleverne kalder sådanne lærere for nørder. I min tid kaldte vi dem for fagidioter. I et team af lærere skal den faglige ekspertise være til stede, men det er ikke afgørende, at al undervisningen varetages af specialisten. Det vigtige er, at lærerteamet formår at opbygge et læringsmiljø, så eleverne får lyst til at gå på hovedet i faget i resten af deres liv, siger Jørgen Stampe.

På den nye læreruddannelse er fællesniveauet afskaffet, så enten har lærerne et fag som linjefag, eller også har de det slet ikke. Nye lærere, der sættes til at undervise i andet end deres linjefag, har derfor slet ingen pædagogisk baggrund for undervisningen. Det udelukker imidlertid ikke, at de kan være gode undervisere, siger Jørgen Stampe:

- Lærere kan læse, og de kan således sætte sig ind i nye fagområder. Begrebet om livslang læring for lærerne bliver derfor helt afgørende i fremtidens skole, siger Pædagogisk Udvalgs formand.