Kolonihave- stemning

DLF fik præsenteret sig alternativt på personalepolitisk messe

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frisk rullegræs som underlag, et træ, havemøbler og hvidmalet stakit udgjorde rammerne om DLF's stand på Den Personalepolitiske Messe i Bella Center ved København i sidste uge. Her kunne man blive testet i spørgsmål om, hvordan man udregner lærernes forberedelsestid, eller om hvor Nakskov ligger - tættest på Maribo, tættest på Rødby eller tættest på Horslunde? Vi kan afsløre, at Nakskov er tættest på Horslunde! Men der var mange andre udfordrende spørgsmål i testen.

Messegæsterne kunne kaste hvide kugler i plasticrør, alt efter hvad de vægter højest. Er det »hvor mange penge kommunen/amtet afsætter til min arbejdsplads«, »ledelsens beslutninger«, »planlægge egen arbejdstid«, »hvem jeg arbejder sammen med« eller »min løn«? Midt på dagen var søjlen med at planlægge egen arbejdstid en smule højere end de andre.

Standen kunne ses på lang afstand, for over den svævede balloner som de mange bolde, lærerne har i luften. Hver med et krav på. Man kunne vinde skridttællere - »Vi går langt for folkeskolen« - og overnatning på DLF's kursusejendomme med middag. Konkurrencerne gik ud på at skrive så mange anerkendende ord, som man kunne komme i tanke om, eller skrive tekst i talebobler på en tegning. Og undervejs kunne gæsterne nyde en gang iskaffe blandt de blomstrende altankasser, mens de så videoklip med elever og lærere, der fortalte om den gode lærer og det gode lærerliv.

Messen blev besøgt af flere tusinde ansatte i kommuner og amter.

hl@dlf.org