Indflydelse kræver dokumentation

Konference opfordrer til lokale aktiviteter imod forringelser af velfærdssamfundet. Det kræver dokumentation, vision og engagement, lød opskriften

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det er nu, vi skal starte debatten, for bag om ryggen af os er de i gang med at fjerne velfærden«.

Advarslen kom fra professor Per Schulz-Jørgensen, der talte til et par hundrede tillidsfolk fra alle grene af fagbevægelsen, der var samlet til et møde i Nørrebrohallen i København den 2. september under overskriften Velfærdskonference.

Formålet var at holde gang i debatten om truslerne mod velfærdsstaten, en debat, der den 17. maj i år fik omkring 100.000 danskere til at demonstrere imod fortsatte nedskæringer inden for det offentlige.

Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening støttede initiativet med 10.000 kroner og opfordringer til at deltage, men til trods for opfordringen var der kun en lille håndfuld lærere blandt deltagerne. Disse var dog ikke i tvivl om, at konferencens budskab blev delt af mange kolleger, som mener, at regeringens tiltag med omlægning af samfundets velfærdsydelser dels vil ramme de svageste i samfundet, dels true lærernes arbejdssituation og beskæftigelse.

»Der er kommuner i vores område, der er tæt på at blive sat under administration, fordi deres udgifter rammer loftet for, hvad regeringen vil give dem lov til at bruge«, fortalte Anders Hagsted Andersen, der er medlem af kredsstyrelsen i Fakse-Vordingborg Lærerkreds.

Kredsen har sluttet sig til et lokalt initiativ fra BUPL, som skal skabe debat om børne- og kulturpolitikken.

»Vi skal have synliggjort konsekvenserne af regeringens økonomiske politik og få sat gang i konkret handling fra kommunerne«, sagde han.

Stor aktivitet i Århus

Samme budskab havde Miam Bech Ny­gaard fra Århus Lærerforening. Hun roste konferencen for dens oplæg til konkret handling.

»Konferencen er lagt an på at danne netværk. Det er en god støtte til det arbejde, vi allerede er med til i Århus, hvor den kommunale fællesrepræsentation for nylig kunne samle over 2.000 deltagere til et protestmøde i Århus Arena. Alene fra min egen skole var ti kolleger mødt frem. Det lover godt for opbakningen til den demonstration, som vi sammen med fagforbund inden for det kommunale og private område har planlagt den 12. september. Demonstrationen er en protest mod, at kommunen vil spare 410 millioner kroner på næste års budget. Besparelser, som uundgåeligt vil ramme kerneydelserne«, sagde hun.

De skal nok komme, når det gælder

Bestyrelsesmedlem Lars Sørensen var trods Københavns Lærerforenings opfordring til tillidsrepræsentanterne ene om at møde frem fra den side. Det tilskrev han dog, at man på skolerne var inde i en periode med stort arbejdspres.

Hvis man ikke kan mobilisere tillidsrepræsentanterne, hvordan kan du så forestille dig, at medlemmerne vil gå på barrikaderne for denne sag?

»Vi så den 17. maj, at rigtig mange lærere var på gaden for at bakke op om vores krav, så jeg er fortrøstningsfuld med medlemmernes aktivitet, når det virkelig gælder«, sagde Lars Sørensen og udtrykte håb om, at rigtig mange organisationer, ikke mindst DLF og Københavns Lærerforening, vil bakke op om en aktionsdag i forbindelse med Folketingets åbning den 3. oktober.

Deltagelse kvalificerer debatten

Hovedstyrelsesmedlem Peter Hess-Nielsen, der repræsenterede DLF, havde gerne set flere lærere blandt deltagerne, for han mente, at diskussioner med andre faggrupper var frugtbare og nødvendige, hvis man vil gøre sig håb om at ændre på regeringens politik.

»Erfaringen viser, at selv om DLF er en stor organisation, er vi for lille til, at vi alene kan forsvare vores område, skolen. Det samme gælder for sygeplejersker, pædagoger og fagforeningerne inden for LO-området. Derfor må vi gå sammen for at forsvare velfærdssamfundet i sin helhed, som vi kender det. Det er ikke nok, at hver organisation kæmper for hver deres område«, mente han.

DLF er involveret i flere lignende initiativer, blandt andet Den Alternative Velfærdskommission.

Kommer der nok ud af den måde at arbejde på?

»Som jeg ser det, har Den Alternative Velfærdskommission helt klart været med til at kvalificere debatten omkring velfærdsforliget, så det ikke bare blev en debat om ældrebyrde og lignende. Man var i stand til at argumentere ved hjælp af nuancerede beregninger. Det prægede det endelige velfærdsforlig i positiv retning«, sagde Peter Hess-Nielsen.

Dokumentation, vision og engagement var også Per Schulz-Jørgensens opskrift på indflydelse:

»Vi skal ikke løbe på gaden med påstande, som de borgerlige tænketanke alt for nemt kan skyde ned«, lød hans budskab. .