Den danske skoletradition bygger på lærerens metodefrihed og dermed, at den enkelte lærer påtager sig ansvaret for undervisningen. Det er en grundlæggende forudsætning for den folkeskole, som vi har valgt i Danmark. Folkeskolen er en demokratisk skole. Ikke forstået som et flertalsdemokrati, men derimod som et demokrati, der bygger på dialogen, og som er kendetegnet ved, at der er plads til alle. Lærernes metodefrihed er en forudsætning for det demokratisyn.

Undervisningen i folkeskolen bygger på undervisningsdifferentiering. En undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elev. Uden metodefrihed til lærerne vil begrebet undervisningsdifferentiering reelt ikke have nogen mening. Endelig er det værd at understrege, at folkeskolens mangfoldighed også inkluderer en mangfoldighed blandt lærerne. Forskellige lærere får ikke samme udbytte af samme metode. Derfor er det nødvendigt, at læreren selv er ansvarlig for valg af metode.

Dyrt købte erfaringer med at fratage lærerne metodefriheden høstede man helt tilbage i 1830, hvor præsterne fik pålagt ansvaret for, at den såkaldte »indbyrdes undervisning« overalt blev udført på den foreskrevne måde. Fiaskoen var åbenbar efter blot et år, og fadderen til initiativet, divisionsadjudant Abrahamson, mistede sin indflydelse på skolens udvikling.

Abrahamsons angreb på metodefriheden var meget åbenlys. Det er imidlertid nødvendigt at være opmærksom på, at der findes andre mere indirekte, men næsten lige så effektive måder at underminere metodefriheden på. Når nogle skoler eller kommuner nærmest kanoniserer bestemte pædagogiske teorier og stiller krav om, at den enkelte lærer skal undervise efter disse teorier, er vi ikke langt fra Abrahamsons tankegang. Og jagten på best practice kan næsten lede tankerne hen på alkymisternes jagt på opskriften på guld. Alkymisterne måtte efter generationers indsats konstatere, at deres forehavende var håbløst. Forhåbentlig kommer samme erkendelse til dem, der forsat tror og håber på, at de i forhold til undervisning kan finde best practice. Professor Per Fibæk Laursen har med sin beskrivelse af den autentiske lærer understreget, at der netop ikke findes et entydigt svar på, hvad god undervisning er.

Lærernes metodefrihed er ikke en frihed til at gøre hvad som helst. Tværtimod medfører metodefriheden, at den enkelte lærer konstant må vurdere, hvilken metode der bedst opfylder den målsætning, læreren har for undervisningen. »Læreren vil reflektere over og aktivt udvikle sin praksis«, som det er formuleret i vores professionsideal. Til dette har vi brug for pædagogisk forskning og pædagogisk debat. Mens vi tager den debat, må vi sammen forsvare metodefriheden som en af de grundlæggende forudsætninger for at skabe kvalitet i folkeskolen.

Anders Bondo Christensen er formand for DLF