Med det politiske systemskifte i november 2001 satte Anders Fogh Rasmussens regering folkeskolen på den politiske dagsorden. Nu skulle der strammes op. Det hvirvlede i luften med ord som tilsyn, kontrol og test. Der blev indført såkaldte "Klare Mål" for alle skolens fag med angivelse af centrale kundskabs- og færdighedsområder. Der blev talt om trinmål og slutmål, og i mange kommuner blev læsning gjort til et særligt indsatsområde.

Især politikere var forfærdede over den sidste Pisa-undersøgelses resultat. Det var en national katastrofe, der blev slået politisk mønt på. Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs så meget alvorligt på resultatet: "Vi må indse, at vi ikke er gået frem i så vigtige discipliner som læsning og matematik, og i naturfag ligger vi i den tunge ende. Den genopretning af skolen, som regeringen gik i gang med for tre år siden, er ikke slået igennem endnu. De initiativer, vi fra politisk hold er blevet enige om, er enten først lige trådt i kraft eller lige ved at træde i kraft og afspejles derfor ikke i Pisa 2003".

Midt i denne nationale elendighed er det en lise at læse denne nøgterne bog. Andy Hargreaves´ pædagogiske overvejelser og erfaringer stammer ikke mindst fra hans og kollegers undersøgelser af standardiserede reformer på skoler i staten New York og Ontario i Canada. Han konkluderer: "Hvor politikerne skulle være dem, der sikrede opdriften under lærernes vinger, så har de snarere været dem et møllehjul om halsen". Lærerne blev slidt ned, fordi kreativiteten og spontaniteten var gået fløjten i deres arbejde, og de følte sig sårede over at være blevet frarøvet deres selvbestemmelse. Med baggrund i undersøgelsen giver Hargreaves stærkt udtryk for, at tvungen testning ikke på nogen måde hjælper, men tværtimod i nogle tilfælde hindrer lærerne i at støtte deres elever i at lære i et videnssamfund. De standardiserede reformer passiviserer lærerne, ligesom deres påtvungne, foreskrevne krav erstatter kreativitet med indordning.

I den vestlige verden er humanisme og demokrati stort set forsvundet fra dagsordenen for regeringernes uddannelsesreformer, skriver han. I stedet har der været alt for megen fokus på akademiske resultater, eksaminer og prøveresultater, international sammenlignelighed, scoringslister over præstationer alt sammen i globaliseringens og vidensøkonomiens hellige navn og uden nogen form for tanke for, at undervisning ikke blot er en kognitiv og intellektuel praksis, men at den også er social og følelsesmæssig.

Andy Hargreaves vil langt hen ad vejen give skolen tilbage til lærerne. "Undervisning er en kerneprofession, en afgørende forandringsfaktor i vore dages videnssamfund. Lærerne er videnssamfundets jordemødre. Uden lærere, uden deres selvtillid og kompetence vil fremtiden blive misdannet og dødfødt".

Men det er naturligvis afgørende i den nuværende situation, at Hargreaves viser vejen til andre prøveformer end standardiserede nationale test.