Anmeldelse

Fra natur til teknik

Kredsløb til 1.-2. klasse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Fra natur til teknik" er en forholdsvis ny serie af bøger til natur/teknik-undervisningen. Meningen med serien er, at den skal dække hele forløbet fra 1. til 6. klasse. Gennem alle år arbejdes der med de samme temaer, blot belyst forskelligt afhængigt af aldersgruppen. I denne bog, som er den næstsidste i serien til 1. og 2. klassetrin, er det således temaet kredsløb, der er det gennemgående. Man har her valgt at kikke nærmere på fire udvalgte og meget forskellige kredsløb lige fra vand til el. Da omfanget af grundbogen er meget begrænset, er beskrivelserne af de enkelte emner i bogen også meget overfladiske. På intet tidspunkt kommer man rigtig i dybden med noget. Når man tillige tager i betragtning, at bogen her skulle kunne bruges i cirka et halvt skoleår, er det alt for ringe. Disse emner her kunne sagtens have fyldt meget mere, end tilfældet er, hvis man skulle ordentlig rundt om tingene. Den meget sparsomme tekst ledsages af mange ganske udmærkede illustrationer og kun enkelte fotos. Efter min mening har fotos en noget større troværdighed end tegninger og burde derfor have fyldt mere, end tilfældet er.

Modsat grundbogen er lærervejledningen til gengæld rigtig god. Her gives en god indføring i de enkelte emner, også på en måde, der er til at forstå for en ukyndig naturfagslærer. Bagest i lærervejledningen findes kopisiderne, som eleverne skal bruge som forlæg til de praktiske øvelser. Disse virker alt for svære og utilgængelige for den aldersgruppe, de henvender sig til. Her er nærmest tale om forsøgsbeskrivelser på linje med dem, der bruges i fysik/kemi- og biologiundervisningen. Hvis børnene fra starten skal lære den naturvidenskabelige undren at kende, er det efter min mening ikke sådan, det skal gøres.