Debat

Fålærersystemets sejrsgang

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lisser Rye Ejersbo og Lena Lindenskov fra Learning Lab Denmark/ CVU København og Nordsjælland og Danmarks Pædagogiske Universitet peger i sidste nummer af Folkeskolen på et alvorligt problem, som folkeskolen og alle omkring den i årevis med flid har undladt at forholde sig til: Omkostningerne ved fålærersystemet. De peger især på, at det ikke hjælper synderligt, at seminarierne uddanner lærere i fire linjefag, når skolerne stadig prioriterer fålærersystemet frem for fagligheden. Men de kommer ikke ind på hovedårsagen til, at fålærersystemet nu sejrer ad helvede til: Teamsamarbejdet omkring den enkelte elev, der ikke kan komme til udfoldelse, hvis elevens undervisning er delt ud på faglærere, hvor kompetente de end måtte være.

Det er indlysende grænsende til det banale, at fagligheden kommer i klemme, når lærerne skal undervise i fag, de hverken er uddannet i eller brænder for. Og naturligvis har denne praksis en række uheldige følgevirkninger såsom disciplinproblemer, udbrændthed og nedbrudt selvværd. Det er det psykiske arbejdsmiljø, der går ned.

De lovgivere, der i 1993 primært af politiske grunde dekreterede undervisningsdifferentiering overalt i skolen på grundlag af målfastsættelse og evaluering for den enkelte elev og kombinerede det med udstrakt lærersamarbejde, gjorde sig tydeligvis ikke klart, hvilke omkostninger dette ville få: En skole, hvor barnet (hvilket et af dem?) skal være i centrum i stedet for undervisningen, hvor undervisningsbegrebet halveres til at betyde barnets læring, og hvor læreren pålægges en pseudoforældrerolle i forhold til 20 individuelle børn i stedet for en lærerrolle over for en klasse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Skolepolitikerne forlanger øget faglighed, men fremturer desuagtet med besparelser, storhold, reduktion af forberedelsestid, socialpædagogiske opgaver og krav om øget 'rummelighed'. Er tiden mon ved at være inde til, at vi alle stopper op og tænker os rigtig godt om?

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse

Powered by Labrador CMS