Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror. Hverken i virkelighedens eller i poesiens verden er noget sådant muligt. Men nu skal vi altså til det i folkeskolens sært pædagogisk-abstrakte drømmeverden, hvor alt som bekendt er muligt. Drømmen selv må der ikke pilles ved, og dog skal der opstilles kvalitetsmål for folkeskolen. Fra undervisningsministerens årlige Sorø-møde, hvor en dr.theol. Peter Kemp gjorde et velment, men desværre demonstrativt upåagtet forsøg på at redegøre for det helt urealistiske i talen om at give børn ansvaret for deres egen læring, der jo sammen med den meningstømte undervisningsdifferentiering er så nødvendig for at få den lighedsideologiske ensgørelsesinstitution til at ligne en skole fra virkelighedens verden, udsendes nu den besked til skolerne, at de må påtage sig håbløshedens sisyfosarbejde med at opstille de kvalitetsmål, som udelthedsfantomet lige så hurtigt nedbryder igen. Enden bliver derfor nok, at skolerne af ren nød vælger at kåre folkeskolelovens undervisningsnedbrydende effekt som selve kvalitetsgrundlaget. Når Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening i skøn sammenrotning læsser hele det ansvar, som vel egentlig er deres, over på skolerne, kan man tage munden fuld og bibeholde udelthedens socialdemokratiske dogme om, at ingen må lære, hvad alle ikke kan lære, og samtidig kræve kvalitetsmål for arbejdet og så ad åre se den golde jordbund besat med falskhedens allerdejligste, kunstige plastrosenbede.

Vagn Madsen

Brønderslev