Anmeldelse

Dilemmaer i den moderne familie

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis du ikke vidste det før, så lærer du det nu: Vi lærere er dagligt til eksamen hos vore elevers forældre, og vi bombarderes af spørgsmål om barnets trivsel, opdragelse med videre. Hvor mange kan klare det hver eneste dag? Nærværende bog viser, at forældre heldigvis er forskellige, og at det ikke er alle forældre, der opleves som belastende eller vanskelige. Men der er mange dilemmaer i den moderne familie, og mange mener, at moderne forældre arbejder for meget, mens andre mener, at forældrene bekymrer sig for meget om deres børn.

Fælles for de fleste forældre er, at de gør det, så godt de kan, og at det kan være vanskeligt at vide, hvordan man skal være sammen med sine børn - ligesom det for de professionelle omsorgspersoner kan være svært at rådgive. Medierne bombarderer os med gode råd og opsigtsvækkende overskrifter på avisernes spisesedler, der ofte er modstridende, så hvad skal man tro? Opdragelsesnormerne har også ændret sig voldsomt i løbet af de seneste 20-30 år, så man kan ikke nøjes med blot at "gentage" sin egen opdragelse. Er det gammel vin på nye flasker? I alt fald er der mange synspunkter om den moderne familie, der bygger på myter og fordomme. Bogen giver os et overblik over, hvad nyeste forskning fortæller om familiens udvikling og de problemområder og dilemmaer, nye forældre står over for. Det er en bog, der med fordel kan bruges i de pædagogiske og sociale grunduddannelser, og som kommer rigtig godt ind på det meget vigtige område: skole-hjem-relationer.