Fornuftsægteskab mellem skole og dagtilbud

Det tætte samarbejde mellem lærere og pædagoger i Sinding skyldes et landsbysamfund, der går imod strømmen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sinding og Ørre ville uddø, hvis ikke folk kunne få passet deres børn i lokalområdet, mente borgerne i de to nabolandsbyer ved Herning. I 1987 fik de oprettet daginstitutionen Hvepsen, der lejede sig ind på skolen.

Men de lokale borgere ville mere end det. De ville skabe helhed i børnenes liv, så i 1993 fik de lov at lave et forsøg med fælles ledelse mellem Sinding Skole og Hvepsen. Og det er lykkedes at fjerne splittelsen mellem skole og dagtilbud.

'Når forældre er i tvivl om, hvorvidt deres datter skal begynde i skole eller ej, kan jeg rådgive dem, fordi jeg har kendt pigen, fra hun var tre år', siger Jesper Søgård. Han har det overordnede ansvar for Sinding-Ørre Midtpunkt og er skoleleder for de ti lærere og 100 elever på skolen.

Men ofte er Jesper Søgård ikke med til at afgøre, om et barn er klar til at komme i skole. Han får blot en seddel ind om, at pædagoger og forældre har besluttet at vente et år.

'Jeg respekterer pædagogerne og ved, at de har taget beslutningen på et kvalificeret grundlag', siger han.

Lærere og pædagoger er ansat i hver sin institution. Men de har fælles personalerum og ser hinanden hver dag. En gang i kvartalet holder de møde om de børn, der går både i skole og i Hvepsen. I løbet af året arbejder de formelt sammen i projekter og aktivitetsuger, hvor børnehavebørn og elever bliver blandet på kryds og tværs. På den måde får børnene et ansvar for hinanden, og det er ikke usædvanligt at se en elev fra 6. klasse hjælpe en treårig i skolegården.

'Relationerne mellem børnene kan vi ikke skabe kunstigt. Men vi kan give dem rammerne, så de selv kan danne dem, og så kan de små tage ved lære af de store', siger Bodil Jensen, souschef i Midtpunktet og leder af Hvepsen.

Lejrskolekoloni

De to institutioner blev ikke gift med hinanden af forelskelse, men på opfordring af forældrene. Det var især svært for lærerne.

'Lærerne var her først, så de opfattede skolen som deres. De mente, de havde ret til at bestemme, hvor gryden skulle stå i køkkenet til husgerning. Gryden skal selvfølgelig være til at finde, men når man er to, der skal bruge et køkken, er man nødt til at stille gryden, så det er mest hensigtsmæssigt for begge parter. Den diskussion tog vi så, og i dag er køkkenet et værksted for alle, både for de treårige, for eleverne og for de voksne udefra', siger Jesper Søgård.

Alle de praktiske ting er lærere og pædagoger for længst kommet over. Men begge parter er stadig følsomme, når de laver noget sammen. Så vil ingen glemmes. Derfor hedder den årlige fælles lejrtur hverken lejrskole eller koloni. Den hedder lejrskolekoloni.

'Hvis vi kaldte det koloni, ville lærerne føle sig mindreværdige. Omvendt ville det ramme pædagogerne, hvis vi sagde lejrskole. Derfor er valget af ord vigtigt', konstaterer Bodil Jensen.

Henrik Stanek er freelancejournalist

Sinding-Ørre Midtpunkt

Sinding-Ørre Midtpunkt er kulturcentrum for de 900 indbyggere i og omkring landsbyerne Sinding og Ørre ved Herning. Ud over skole og dagtilbud for de 0-13-årige fungerer Midtpunktet som sekretariat for foreningslivet og lægger lokaler til idræt og kulturaktiviteter.

Midtpunktet styres af en fælles ledelse, der består af skoleleder Jesper Søgård som øverste ansvarlige og institutionsleder Bodil Jensen som souschef. Over sig har de en fælles bestyrelse med fem forældre fra skolen og to, der udelukkende har børn i enten dagpleje eller i Hvepsen. Alle forældre har stemmeret. Fællesbestyrelsen er blevet til på dispensation fra Undervisningsministeriet og Socialministeriet. Ud over Sinding-Ørre Midtpunkt arbejder ti andre skoler og institutioner rundt om i landet sammen under en fælles ledelse. Det foregår i en forsøgsordning, som skal sikre små skoler og dagtilbud i landdistrikter.

Læs mere på www.sinding-oerre-midtpunkt.dk