Bevar os vel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foreningen 'Skole og Samfund' ta'r fat,

forlanger nu 'noget for noget'.

Det kræves af os, altså lærerne, at

vi er yderst pæne i sproget.

Thi uhøvisk tale er jo fyh-da-føj.

For Skole og Samfund der gælder

det også, at vi klæder os i pænt tøj,

da vi jo er rollemodeller.

Det går ikke læng're, at vi bare går

i hængerøv, fløjl og en kjole,

som blev købt på udsalg - (var det sidste år?) - det passer sig ej på en skole.

Af sted nu til Strøget og Illums det går, find Dolce Cabbana på hylden, køb også Versace. I dankortet flår

vi gerne, så vi ej får skylden

for ungernes manglende indlæring, og

hos Nørgård, Armani med flere,

må vi derfor få dækket hvert et behov,

når vi skal os ret ekvipere.

Glem Tøj og Sko og få så lige sat hår

og indkøb desuden parfume,

før du næste gang bag katederet står

i det rette arbejdskostume.

Det manglede bare. Et offer må til.

Vor sparsomme løn skal skam bruges,

og klæ'r skaber folk, så vi gør, hvad de vil,

for tænk jer, hvis indlæring trues.

Da tryk avler modtryk, så er det jo klart,

at når vi fra skolerne kræver,

at børnene er undervisningsparat,

må vi få den slags øretæver.

Så hvis skolebarnet ej får morgenmad

og er træt og klattet i øjet,

sig 'pyt' og tal pænt - og han bliver skam glad,

når blot du er stilfuld i tøjet.

Fru Fischer