Debat

Mobningens karakter

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eksperter i mobning er på banen ved skoleårets begyndelse. Mobning er nu en langtidspåvirkning, som de ramte børn forfølges af resten af livet. Hver fjerde skoleelev er ramt, siger forskerne. Så 10.000 børn giver altså 2.500 mobbede, og det er uhyggeligt og helt utilstedeligt, hvis tallene er udtryk for en kontant virkelighed. Eller bliver vi alle mobbet af analyser, vi ikke har den mindste mulighed for at kontrollere. Meningstyranni og 'en ny undersøgelse viser' følges ofte ad og giver det politiske liv mulighed for at kræve en minister i samråd og udarbejde en hovsa-løsning, der i dette tilfælde kunne kræve en ny bestemmelse i folkeskoleloven. Vi forbyder herved al ondskab i verden, for hvis det onde menneske får chancen, vil det udfolde sig ondt, men ved hjælp af fællesskabsregler udstikker vi retningslinier og håndhæver disse. Så får vi en friktionsfri verden. Hvis man bruger Børnerådets anvisninger på, hvad mobning er, umuliggør man fornuftig indgriben: 'En person er mobbet, når han eller hun, gentagne gange og over en vis tid, bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere personer'.

Nu vil selv ironi blive kriminaliseret, en meget dansk form, vi bruger for at nærme os hinanden. For ikke at sige det helt pinagtige bruger børn omskrivninger, der godt kan have en negativ lyd. Dansk tilrettevisning, lettere opdragelse for at pille den værste mislyd/opførsel ud af kroppen. Det kan bestemt være nødvendigt at gentage, og børn gør det. Og de kan sagtens ende med at blive venner, er det måske allerede? Hvis ikke opdrageren ødelægger det ved at kalde det mobning.

Min datter på 28 mindede mig om, hvad mobning er. Hun blev forsøgt mobbet med sin fars synder. Synden bestod i offentligt at vedstå i 70'ernes Danmark, at EF var en størrelse, man ikke ubetinget skulle kaste sig i armene på. Så blev faderen udnævnt til at være et kommunistsvin. Sådan kunne stemningen være i hjemmene dengang. Om læreren ville have grebet ind, er usikkert, for en irettesættelse kunne jo fortolkes som en støtte til en EF-modstander, og indgriben kræver også politisk bevidsthed. En negativ oplevelse, som barnet kun klarede ved hjælp af tilstrækkelig viden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En daglig grinen, hånen, vrængen ad kan og skal stoppes. Ved synliggørelse griber den ansvarlige lærer ind.

Torben Thomsen

Aars