To billeder om skole-hjem-samarbejde:

Billede 1: Fra et pressemøde med undervisningsministeren:

'Man hører tit lærere kritisere forældre for at være for kritiske og stille for høje krav, men der tegner sig snarere et billede af forældrene som fællesskabsorienterede end som halvdovne forbrugere', fortalte Margrethe Vestager med afsæt i en ny Gallup-undersøgelse, der viser, at langt de fleste forældre er tilfredse med skole-hjemsamarbejdet.

Billede 2: Fra en ganske almindelig folkeskole i foråret:

'Lede kælling'. 'Jeg siger, at du slår, hvis vi ikke får en fritime'.

Så utålelig var tonen blevet. Sådan talte flere elever til lærerne.

Blandt forældrene var humøret i bund, og hver for sig begyndte de at overveje at flytte deres børn til en anden skole - eller at forsøge at få fyret en eller flere af lærerne.

Blandt eleverne var stemningen forfærdelig, og en håndfuld piger skrev til skolelederen med krav om fyring af klasselæreren. I 4. klasse!

Lærerne havde det selvfølgelig elendigt, og nogle af dem overvejede at kvitte jobbet.

Det første billede er lyserødt, og det andet er helt sort. Men måske er der alligevel ikke så langt mellem dem. For klassebilledet har ændret sig. Meget. Fordi lærere og ledelse valgte at tage skolelovens formålsparagraf alvorligt, hvor der står 'i samarbejde med forældrene'. Og fordi klassens forældre - selv om de var indbyrdes uenige - valgte at tage ansvaret på sig og gå aktivt ind i et arbejde for at finde løsninger.

Udefra og bagefter er det nemt at pege på en række svagheder: Hvorfor talte lærerne ikke sammen, så der kunne blive grebet ind meget tidligere? Hvorfor varede det så længe, inden skolelederen kom med i processen?

Måske fordi én dårlig time ikke er en krise, og én uforskammethed ikke er en katastrofe. Problemet er, at lærere og elever godt kan gå hjem med mavepine og dårligt humør - mange gange - efter sådanne oplevelser, hvis skolen ikke har nogle faste samarbejdsformer, der sikrer, at den slags bliver taget op og behandlet. Og 'behandlet' betyder ikke blot 'snakket om'. Hvis lærerteamet sætter hændelserne ind i en sammenhæng, vil det være meget nemmere at håndtere dem. Ikke som den enkelte lærers problem eller svaghed. Men sammen vil man kunne vurdere, hvordan der skal gribes ind. Til gavn for både klassen og den enkelte elev - og til støtte for den enkelte lærer. I teamet kan man finde ud af, hvornår ledelsen skal inddrages - og hvornår og hvordan enkelte forældre eller hele forældregruppen skal involveres.

Gallup-billedet viser, at mange forældre er parate til at yde et stykke arbejde for fællesskabet. Og det konkrete eksempel, som beskrives inde i bladet, viser, at det kan lade sig gøre - selv når noget er gået skævt alt for længe.

Der ser ud, som om det beskrevne forløb bliver en happy ending story. Hvor der er vilje til samarbejde og til at vise tillid, kan man komme langt.

Men det kunne nemt være endt som en historie om hetz og uløste problemer. Eksemplet viser, at det er vigtigt at få afklaret, hvad forældrene kan og skal gøre - og hvad de ikke skal. Og det viser, hvad en skoles lærere og ledelse kan og skal gøre. Sammen.

-th

Læs side 10 og 14