Kære Jørgen Jacobsen: I dit indlæg i Folkeskolens sommernummer har du ret i, at vi pensionister ikke har meget at kæmpe med. Vi har ingen pressionsmidler. Alligevel synes jeg ikke, vi skal fortvivle. Jeg har stadig en (naiv?) tro på, at vore velunderbyggede argumenter før eller senere vil gøre så stort indtryk, at vort gentagne hovedkrav om, at pensionen skal udvikle sig som hele den aftalte lønstigning, bliver opfyldt. Det er disse argumenter, der er vores kampmiddel.

Men så betror du mig, at samordningsfradraget vil sætte ind, når jeg bliver folkepensionist, og formindske min pension.

Du minder også om kampen for at få samordningsfradraget afskaffet, og du fastslår, at det var en forgæves kamp. Det er jeg ikke enig i. Den kamp vandt vi. Samordningsfradraget blev afskaffet fra 1. januar 1994.

Noget helt andet er så, at sejren ikke fik nogen økonomisk betydning for pensionisterne. Den smarte finansminister, Mogens Lykketoft, nedsatte nemlig på samme tidspunkt tjenestemandspensionen til 57 procent ved fuld pensionsalder og indførte 67-års- (nu 65-års-) tillægget.

Derved inkasserede han igen netop samme beløb, som samordningsfradraget havde udgjort.

Vi vandt altså slaget, idet ordet samordningsfradrag blev fjernet, men det var ren teknik uden praktisk betydning. Psykologisk lyder et tillæg dog nok bedre end et fradrag.

Når jeg ret så snart bliver folkepensionist, bortfalder mit U 67-tillæg på cirka 35.000 kroner. Til gengæld får jeg så folkepensionens grundbeløb på cirka 57.000 kroner, så det frygter jeg ikke.

Du skriver, at jeg skal blive ved at brokke mig, uden forventning om at nogen vil tage sig af det. Jeg lover dig, at jeg vil fortsætte med at gøre opmærksom på uretfærdigheder i pensionssystemet, og jeg håber ikke, det blot vil blive betragtet som brok.