Sankthansaften 2005. Tivoli. Middag på Fregatten bestilt til klokken 18. Revy i glassalen klokken 19.30. Vi er på vej. Leder efter p-plads. Smukt vejr. Vælger at gå et stykke vej. Når vi det nu? Lang, langsom kø foran billetlugen i Tivoli. En ansat kvinde smutter forbi og løsner kæden fra anden luge. Min søn spørger: »Er der åbnet ved dig nu?« Svar: »Ja, hvorfor tror du ellers, jeg løsnede kæden?« Det var eddermukme da godt nok frækt svaret. »Det er sådan, de er«, siger jeg med passende høj stemmestyrke. Men min søn, der nu har været københavner i en halv snes år og er under hastig prægning heraf, siger: »Ja, til gengæld er der mange jyder, der er konstant uhøflige«.

Fregatten: Mange af ordene på menukortet er mig ukendte. Der er nu kun en time til revyen, som fik gode anmeldelser, hurtig beslutning, knurhane ... hm ... en hane af en slags. Gud, det var en fisk. Jeg tav længe om det, tænkte på, hvordan vi altid sagde om eleverne i skolen, hvis det begyndte at blive for pinligt med den manglende viden: »Men så kan de så meget andet«.

Revy: Anmeldelserne overdrev. Skulle den være så fantastisk? I hjertet af hovedstaden, i den gamle fine have midsommeraften, er det virkelig det ypperste, vi kan byde på? Østergaards genbrugs-brød-dans. Naturligvis til ublu pris. Kom til at tænke på vendelboen Niels Hausgaard, der er i stand til at fastholde ethvert publikum i latter og intens lytten i timer uden at behøve at male sig gul og iføre sig sært cirkustøj. Min største glæde var i smug at betragte den 16-årige barnebarnet. Hendes pæne ansigt smilede meget. Sad og tænkte på sandheden i, at landet ledes af tilflyttede jyder. Gennemgik landets statsministre, jo, jyder, bortset fra en lille rar københavner, der ingenting kunne.

Dagen efter i overfyldt bus, ståplads, indtil en nydelig ung mand pæn i tøjet og i københavner-sproget så mig venligt i øjnene og spurgte: »Værsgo, vil De have min plads her?« Jeg var lige ved at give mig til at græde. Det er ikke så enkelt, det her.

Vi er bare så heldige.