Lærere øver sig rigtig meget på at blive gode til at bruge sproget varieret i skolen. Til gengæld kniber det mere for eleverne at komme til orde og øve sig på at blive gode til at bruge et nuanceret sprog. Blandt andet fordi lærerne for ofte stiller sig tilfreds med for lidt fra elevernes side.

Det er en af cand.pæd. Lene Herholdt Poulsens konklusioner efter at have fulgt Naturklassen fra Rødkilde Skole i København 22 lektioner i klassen og samme antal i skoven. Hun har skrevet en afhandling om emnet på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Men Lene Herholdt Poulsen understreger, at det ikke er en kritik af lærerne i Naturklassen, for hun genkender lærernes ivrige talestrøm fra sig selv og fra de mange undervisningslektioner, hun tidligere har overværet i sin egenskab af danskkonsulent i Helsingør Kommune igennem 18 år. Hun mener, det er et almindeligt problem for lærere.

Det var også hendes tese, inden hun gik i gang med sit feltarbejde i Naturklassen.

»Min tese var, at der ville være forskel på sproget i skolen og i skoven. Jeg havde forestillet mig et mere varieret sprog i skoven, og det blev bekræftet. Men det var, fordi aktiviteterne i skoven var anderledes«, siger Lene Herholdt Poulsen.

Traditioner i skolen

»Lærerne brugte meget gængs og traditionel undervisning i skolen, mens de gav andre typer af opgaver til eleverne i skoven. Her syntes lærerne, at eleverne skulle undersøge mere«, fortæller Lene Herholdt Poulsen.

»Gruppearbejdet blev brugt meget begge steder, men det virkede bedst i skoven, fordi børnene dér skulle undersøge noget, de ikke på forhånd vidste meget om. Det var en reel opgave. Hvorimod gruppearbejdet i skolen tit blev en hæmsko for eleverne, fordi opgaverne ikke altid egnede sig til gruppearbejde«.

Lene Herholdt Poulsen mener, at lærere og elever påvirkes af deres omgivelser.

»Jeg tror, man automatisk bliver mere traditionsbunden, når man træder ind på skolen, mens man i skoven tænker anderledes, fordi rummet er utraditionelt. Det kræver noget andet af én, og det er man bevidst om«.

Hypoteser i skoven

I skoven opstillede eleverne hele tiden hypoteser.

»De talte om, hvad der skete, hvis man gjorde det ene, og hvad der kunne ske, hvis man gjorde noget andet. Eleverne kunne afprøve noget i skoven, og des­uden skulle de argumentere i deres gruppe for at blive enige. De skulle forsvare deres egen ide blandt de mange muligheder, der var«, siger Lene Herholdt Poulsen.

»Den form for sprog blev stort set ikke brugt i skolen, hvilket passer med dét, vi ser for eksempel i forbindelse med projektopgaver. Dér oplever vi, at eleverne har svært ved at opstille hypoteser«.

Lærere lader sig nøje med lidt

Lene Herholdt Poulsen skriver i sin afhandling om klassesamtalen, der foregår mellem læreren og et antal af elever. Samtalen kommer til at virke, som om den foregår mellem lærer og én elev.

Et eksempel er, når eleverne har læst en tekst, og læreren ønsker at finde ud af, om de har forstået den. Læreren spørger, om én vil fortælle, hvad der sker i historien.

En elev begynder tøvende en fortælling. Eleven kommer måske med et enkelt navneord, men ikke med en hel sætning. Læreren spørger mere til historien for at sætte eleven i gang, men dermed bliver det læreren, der fortæller mest. Hvis eleven eller en anden elev så nævner et begreb fra historien, sker det ofte, at læreren afbryder for at få en forklaring på dette begreb.

Ser man sådan en samtale i udskrift, ser man tydeligt, at det er læreren, der taler. Læreren, der formulerer hele sætninger. Læreren, der er nuanceret. Og efterhån­den kommer der indimellem et ord fra forskellige elever. Men ofte kun et enkelt ord, som læreren fluks snapper, gentager og spørger til. Selve fortællingen er totalt splittet op og uforståelig.

Læreren går ind med støttende spørgsmål, når eleven holder pause, men det betyder, at læreren afbryder eleven og afbryder fortællingen. Den kommer aldrig til at hænge sammen. Det ender med, at læreren er opfindsom i sine spørgsmål, mens eleverne mest er refererende og ofte kun med enkelte ord.

Men ude i skoven findes »klassesamtalepersonen« ikke. Fordi eleverne taler mere i grupper med hinanden, og fordi undervisningen er anderledes. Det betyder, at eleverne taler langt mere end lærerne i skoven. Eleverne taler i hele sætninger, argumenterer og har et nuanceret sprog.

»Som lærere lader vi os nøje med meget lidt. Bare vi får et signal, et ord, er vi glade, for så har eleven jo forstået teksten. Vi bliver så glade, at vi fuldfører sætningen for eleven. Men det ender med et afsnuppet sprog mellem læreren og nærmest hele klassen som én elev, og læreren ved faktisk ikke, om eleverne har forstået teksten. Læreren ved kun, at nogle elever har lært at sige lidt indimellem, der handler om historien«, siger Lene Herholdt Poulsen.

Større sprogopmærksomhed

Hun mener, at det undersøgende sprog skal bruges mere i skolen. Man kan undersøge forskelligt i en novelle, undersøge et tema, foretage en analyse, samle sammen hvad man ved, ordne sin viden og formulere en ny opgave.

»Men man skal undervise eleverne i det. Man kunne også tage en situation fra skoven og analysere den med eleverne. Fortælle dem, at de benyttede en strategi i deres løsning af en opgave, og gøre dem opmærksomme på dét arbejde«.

Lene Herholdt Poulsen mener, det er vigtigt, at børn lærer at bruge sproget til mange funktioner, men at også lærerne skal være mere opmærksomme på sproget.

»Måske er dansklæreren ikke opmærksom på det undersøgende sprog i undervisningen, og måske ser matematiklæreren ikke, at årsagen til, at eleven ikke kan løse opgaven, er sproglige problemer og ikke det matematikfaglige. Så bliver det svært. Det nytter ikke, at matematiklæreren blot tænker, at det med det sproglige må dansklæreren tage sig af«.

Find yderligere oplysninger på www. ­groen-skole.dk under økobaser, Rillestenen og Naturklassen.

Lene Herholdt Poulsens afhandling kan købes på Danmarks Pædagogiske Universitet.

hlauritsen@dlf.org