Folkeskolen tabte til havfruen

Folkeskolen brugte Den Lille Havfrue og skal betale erstatning til kunstnerens arvinger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 29. juni 2000 kiggede Den Lille Havfrue benovet på det svenske flag fra forsiden af Folkeskolen, og allerede dagen efter blev der sendt et brev fra billedhuggeren Edvard Eriksens arvinger. De har ophavsretten til skulpturen og var vrede over, at

Folkeskolen ikke havde søgt om tilladelse til brug af 'Fruen'. Desuden mente de, at tegnerens gengivelse af værket var så grim, at der var tale om en krænkelse.

Alt i alt krævede de 16.250 kroner for royalty, krænkelse og manglende tilladelse.

Folkeskolens redaktør afviste efter flere konsultationer med eksperter i ophavsret at betale. Men den 31. juli 2001 gav Københavns Byret arvingerne ret i, at bladet havde brugt Den Lille Havfrue uretmæssigt. Ingen af parterne kunne dog forlade retten med armene i vejret.

Da Edvard Eriksens arvinger fandt ud af, at Folkeskolenikke havde tænkt sig at imødekomme deres krav, var næste trin nemlig at sagsøge bladet for 50.000 kroner. Men dommeren mente ikke, at overtrædelsen skulle koste mere end 7.000 kroner plus 5.600 kroner i sagsomkostninger. Til gengæld sniger bladets udgifter til advokatbistand sig op mod 80.000 kroner.

Folkeskolens advokat, Martin Dahl Pedersen, mener, at sagen har to sider:

'På den ene side var det selvfølgelig ærgerligt, at bladet ikke kom igennem med synspunkterne om ophavsret, men det var altså en sag i grænseområdet. På den anden side slog retten jo fast, at erstatningskravet var urimeligt højt'.

Erling Eriksen, der repræsenterer Den Lille Havfrues arvinger, ønsker ikke at kommentere dommen.-