Drømmebolig på nettet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Beskriv dit hjem. Beskriv lokalområdet. Skab din drømmebolig. Tre konkrete opgaver, der skal løses på blot fjorten dage.

Det er det enkle koncept for et nyt undervisningsmateriale for 7.-9. klasse.

'Arkino' - at bo i norden - er navnet på internetsiden, hvor materialet findes. Siden blev præsenteret på en verdenskonference om IT i uddannelsen i Bella Centret i sidste uge.

'Arkino' er kommet til verden takket være en gruppe venner med forskellig baggrund. De mødtes og blev enige om, at de ville prøve at udbrede kendskabet til arkitektur på en sjov og anderledes måde. De søgte penge, og i marts måned prøvede to norske, en finsk og en dansk klasse konceptet. Klasserne blev sat sammen to og to på tværs af grænser og fik på den måde også et indblik i, hvordan boligforholdene er i nabolandene.

'Mange undervisningsprogrammer er fyldt med viden, og så skal eleverne hente det. Vores er mere en tom skal, som eleverne selv skal fylde op. De har redskaberne til at lave en hjemmeside, og så skal de selv ud og finde oplysningerne ved at interviewe, tage billeder og skabe modeller', siger den eneste arkitekt, som er med i gruppen, Sten Sødring.

Projektleder og pædagogik-studerende ved Københavns Universitet, Sille Charlotte Aabye, mener, at en af programmets fordele netop er, at det lægger op til, at eleverne selvstændigt tager stilling til deres omgivelser. Samtidig lærer de at indsamle oplysninger og formidle dem videre på nettet.

'Og der er plads til de elever, der har meget erfaring med at bruge IT, og til dem, der slet ikke har prøvet det før. Forsøget i de fire klasser viste, at de meget erfarne udfordrede programmet og byggede videre på det. Her var der måske nogle elever, som var bedre funderet i IT end læreren. Derfor blev lærerens opgave at hjælpe eleverne med at strukturere stoffet, når det skulle fremlægges', siger Sille Charlotte Aabye.

I øjeblikket arbejder gruppen på at videreudvikle programmet ud fra de erfaringer, de fik med de fire nordiske skoler. Gruppen regner med, at skoler for en symbolsk sum senere kan købe sig adgang til programmet.

maria

Se beskrivelse og evaluering af det nye 'Arkino' - at bo i norden på - www.arkino.org