Erhvervsmanden Lars Kolind og filosoffen Jørgen Husted har begge en fabelagtig evne til at tryllebinde og forføre en forsamling. Efterfølgende viser det sig bare, at kun få har bemærket den grundlæggende forskel på deres skole-, menneske- og samfundssyn, og så kan forvirringen fortsætte i en skole, hvor man vil det hele, om end man fornemmer, at det ikke hænger sammen.

I Kolinds verden kan borgeren betale sig. Han er en økonomisk resurse. Skolen skal forberede til erhvervslivet, der skaber en bedre økonomi for landet. Samarbejde og kreativitet skal styrkes, mens viden og indsigt har mindre betydning. Det skal nok komme senere.

Effektivisering er nødvendigt i en verden, hvor mennesket er en resurse. Det virker, men betyder, at en stor del af borgerne ikke kan betale sig, de er ikke til nogen nytte, og samfundet kan reelt ikke bruge dem til noget.

I Husteds verden er mennesker vigtigere end økonomien, og skolen skal forberede til en tilværelse til gavn og glæde for borgeren, som muligvis kan blive til gavn og glæde for samfundet. Borgeren er ikke en resurse, men kan have resurser. Samarbejde og kreativitet er vigtigt, men viden og indsigt er nødvendigt for den demokratiske medvirken.

Omsorg og medmenneskelighed er nødvendigt for at skabe rum for alle, også for dem med få resurser.

Det værste eksempel på den kolindske tankegang hørte jeg for nylig forklaret med, at regeringen bevidst fremmer et proformauddannelsessystem, der har til hensigt kun at uddanne den bedste tredjedel ordentligt og så importere »kvalitetsresurser« fra andre lande. Restgruppen eksisterer ikke i den tænkning.

DLF's folkeskole skal forberede til et menneskeliv, som selvfølgelig også rummer et erhvervsliv, og ikke kun til erhvervslivet.