For godt et år siden deltog jeg som tillidsrepræsentant i et af DLF's kurser. Her blev vi bedt om at nævne en problemstilling fra vores egen arbejdsplads. Ud af kursets cirka 25 deltagere tror jeg, der var to, der ikke nævnte psykisk arbejdsmiljø som det, der optog sindene. Nu kunne det selvfølgelig være en tilfældighed - men i betragtning af at det nu nærmest vælter ud med undersøgelser og statistikker, der kan dokumentere, at antallet af lærere med stress, udbrændthed og manglende arbejdsglæde er støt stigende, kan man vist roligt slå fast, at der er tale om et ganske alvorligt og omfangsrigt problem.

Hvad er det så, der stresser? For mig er der ingen tvivl om, at de sidste par års omfattende ændringer med indførelse af elevplaner, nationale test og kvalitetsrapporter har en stor del af skylden. Det at have en fortravlet hverdag er noget, vi vel alle kender til og er vant til at agere i, men når det bliver en fortravlet hverdag, hvor man som lærer ikke længere kan se fornuften med de arbejdsopgaver, man bliver pålagt, ja, så er det, at stress opstår - og arbejdsglæde forgår. Et eksempel er kravet om elevplaner i alle fag. Det medfører et omfattende bureaukrati og et tidsforbrug, der slet ikke står mål med værdien af det produkt, der kommer ud. Det giver også næsten sig selv, at når man skal udarbejde 120 elevplaner eller mere, ja, så bliver kvaliteten også herefter.

Som situationen er nu, er det næppe muligt at få politisk flertal for at droppe elevplanerne, men den nye hovedstyrelse bør øjeblikkeligt arbejde videre med at få indflydelse på bestemmelserne om elevplaner. Et forslag kunne være, at det fremover er den enkelte skole, som tager bestemmelse om, i hvilke fag der skal udarbejdes elevplaner, og hvilken form disse skal have.