Debat

En tak til statsministeren

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professor Niels Egelund korrigerer statsministerens skolesyn i retning af, at kreativitet og innovation er mindst lige så vigtigt som den fag-faglige indlæring. Men kreativitet og innovation er tomme vindæg, så længe forudsætningen for dem ikke er såvel den svages som den dygtiges størst mulige fag-faglige indlæring. En skole kan ikke - eller rettere bør ikke kunne - skyde kravet om den størst mulige fagindlæring til side for at hæge og nusse i faglig tomhed om delvist medfødte evner til kreativitet og innovation. Heller ikke selv om Anders Bondo Christensen kalder faglighedskravet for primitivt. Ligesom Siemens-direktør Pertola ikke bør have ret i, at man bør satse meget mere på de svage end på de dygtige. Det er underkuende og menneskefjendsk at satse mere på én elevgruppe end på en anden, når satsningen betyder, at denne anden gruppe forsømmes. Og derfor bør det heller ikke være den finske skole værdigt, at den satser mere på de svage end på de dygtige, hvorved forskellen mellem svage og dygtige også i Finland er snævret kunstigt ind i ensgørelsens tjeneste. Blot på et højere niveau end i Danmark. Men sagen er jo i al sin gru, at den udelte enhedsskole trods alt ævlet om undervisningsdifferentiering ikke kan andet end at satse på én elevgruppe og forsømme den anden. Dansk Industris (DI) Bjarne L. Jensen udtaler, at den enkelte elev i skolen skal stimuleres til grænsen af sit potentiale. Rigtigt. Og det er netop, hvad den delte skole er indrettet på at muliggøre. Men DI har for længst solgt sin sjæl til enhedsskolesekten. Derfor må man erfare, at DI helt hen i vejret kræver, at lærerne snart skal tage sig sammen og praktisere den undervisningsdifferentiering, som DI må formodes at vide er umulig at praktisere i udeltheden. Derfor tak til statsministeren, fordi han vovede at fremhæve den delte skole.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler