Anmeldelse

Danmark besat / Kampen om Danmark 1933-1945

Krig og hverdag 1940-45

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I strømmen af publikationer om anden verdenskrig og besættelsen er disse to bøger i absolut særklasse. De bygger på den nyeste forskning, de er velskrevne - og der er ingen slinger i valsen, når det gælder vurderingen af den forkætrede samarbejdspolitik under besættelsen. Begge bøger handler om Danmarks overlevelse som selvstændig nation. For det var det, der var på spil, på liv og død, dengang. Og Danmark bestod heldigvis, da krigen var forbi.

Bo Lidegaard er mesterfortælleren blandt yngre danske historikere, og han afdækker i sin fantastisk helstøbte bog, hvad der var på spil, da Danmark var alene i verden med den sorte nabo mod syd. Kampen om Danmark startede ikke den 9. april 1940, men længe før, i de mørke 30'ere.

Det er fascinerende at følge forfatterens fremstilling af udenrigsminister P. Munchs strategi: At vi primært skal værne om sammenhængskraften i det demokratiske, civile, danske samfund. Han dokumenterer i klart sprog, hvordan demokratiet overlevede, både det lange opspil frem mod krigen og besættelsen, da den kom.

Med præcise detaljer og suverænt overblik viser Lidegaard, hvor komplekst det var at føre Danmark frelst gennem krigen. Virkeligheden ændrede sig hele tiden, men demokratiet stod distancen - uanset hvad nationalromantikere i dag mener om den øvelse.

Bogen slutter med disse ord: "Historien sluttede ikke i 1945, og den slutter heller ikke her. Den fortsætter, så længe der er nogen, der bliver ved med at stille spørgsmål om alt det, vi tror, vi véd".

"Danmark besat" er skrevet af fire unge historikere, ud fra hvad de selv har savnet i mange år om krigen og hverdagen i et land, der var besat. Som Lidegaard vil de ikke bare se besættelsen af Danmark som en parentes med fem forbandede år! De vil også forholde sig til, hvad der gik forud, og hvad der skete, da krigen var forbi.

Forfatternes ambition er, at de vil fortælle alt, hvad der kan fortælles om besættelsestiden, stort og småt. Det gør de med smittende beretterglæde. Og præcision. Det var ikke bare den 2. oktober klokken 10, men også klokken 11.10, det skete - og så videre. Bogen vrimler med detaljer fra det daglige liv - og har samtidig styr på overblikket over begivenhedernes udvikling.

Begge bøger er forsynet med et fortrinligt billedmateriale. Nye, ukendte fotos ser vi for første gang. Billedteksterne kobles fint sammen med historiefortællingens flow.

To helt uundværlige grundbøger til historielærerens kanon.