Nødhjælpsindsamling på skoleskemaet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sidste uge afholdt Hyldagerskolen i Albertslund featureuge. Temaet var at samle penge ind til verdens fattigste land Sierra Leone. Eleverne arbejdede med en praktisk del, der bestod af at producere diverse ting til salg, mens det faglige indhold bestod af en række film og foredrag om Sierra Leone. Blandt andre af en repræsentant fra Red Barnet og fra foreningen Sierra Leone - Danmark. Sammenkoblingen mellem teori og praksis har givet eleverne en større indsigt i landet og en forståelse for nødhjælpsarbejde, mener Lise Rosenberg, der er en af de fem lærere i featureudvalget, der står bag projektet. Det lykkedes skolen at indsamle 18.300 kroner.

Hvad var formålet med projektet?

»I første omgang var formålet at samle så mange penge ind som muligt til Sierra Leone. Men samtidig ville vi gerne have, at eleverne skulle få en støre solidaritetsfølelse ved at gøre et stykke arbejde for nogle fattige mennesker«.

Hvad har eleverne fået ud af projektet?

»Det er mit indtryk, at rigtig mange har fået en fornemmelse af, hvad det vil sige at være fattig. Jeg kan mærke, at de ikke længere bare ser børnedødelighed og bruttonationalprodukt som høje eller lave tal, men nu har fået en forståelse for, hvad en tårnhøj børnedødelighed kan have af konsekvenser for et land. Undervisning og sammenkoblingen med de mange film og foredrag har givet eleverne noget at hænge tallene op på. I den praktiske undervisningsdel har jeg kunnet mærke, at eleverne lige pludselig kunne se et større formål med det. For eksempel har selv drengene skyndt sig at sy, når eleverne kom tilbage fra en film eller foredrag«.

mls@dlf.org