Debat

Lær af sygeplejerskerne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med stor fornøjelse kunne jeg for nylig læse i dagspressen, at sygeplejerskerne på deres kongres havde vedtaget, at der skulle arbejdes for lokal aktionsret.

Hvordan diskussionen i øvrigt var på sygeplejerskernes kongres om dette punkt, ved jeg ikke, ligesom jeg heller ikke kender stemmetallene.

Men jeg husker da, hvilken krank skæbne mit forslag om, at DLF skulle arbejde for lokal aktionsret, fik på sidste års kongres. På hovedstyrelsens vegne opfordrede organisationsudvalgsformanden, Karsten Holst, mig til at trække det. Der var så meget, der først skulle undersøges, spørgsmål, der skulle besvares, og så videre.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En anden delegeret havde fremsat et forslag om, at hovedstyrelsen inden næste overenskomstforhandling skulle udarbejde en hvidbog, '. . . der vurderer strejkevåbenet samt andre mulige kampskridt i en overenskomstsituation'.

Her fik jeg så indføjet, at hvidbogen også skulle afdække mulighederne for aktioner på lokalt plan. Det var, hvad kongressen ville være med til.

Sygeplejerskerne har vel haft de samme uafklarede spørgsmål, da de på kongressen vedtog, at der skal arbejdes for lokal aktionsret? Alligevel vedtog de det. Hvis de på den anden side har besvaret en masse af spørgsmålene i forbindelse med både lokal og central aktionsret, kan arbejdet med DLF's hvidbog vel snart afsluttes?

Det kunne være interessant at få svar på det.

Karl Heinz Mortag

Århus

Svar

Arbejdet med analysen af strejkevåbnet og andre mulige kampskridt i en overenskomstsituation er iværksat. Foreningen er opmærksom på Dansk Sygeplejeråds vedtagelse om lokal konfliktret, og den viden, som foreningen derfra opnår om spørgsmålet, indgår i analysen. På samme måde indgår de erfaringer, andre organisationer har opnået gennem arbejde med konfliktvåbnet.

Problemstillingerne indgår også i det organisationssamarbejde, foreningen er en del af; blandt andet er emnet drøftet på Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansattes forhandlingskonference i marts måned i år.

Arbejdet med analysen vil være afsluttet, så kongressen kender resultatet inden opstillingen af krav til den kommende overenskomstforhandling, ligesom kredsene vil blive orienteret om delresultater.

Karsten Holst Nielsen

formand for DLF's organisationsudvalg

og medlem af forretningsudvalget