Folkeskolens leder:

Turbo-minister

Læsning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det er fuldstændig uholdbart, at 17 procent af eleverne går ud af skolen uden tilstrækkelige læsefærdigheder til at tage en uddannelse. Det skal rettes op«, sagde Bertel Haarder i sidste uge til Berlingske Tidende. Derfor tager han nu initiativ til såkaldte turbo-kurser. Svage læsere i de ældste klasser skal ikke have matematik og engelsk som de andre elever. I stedet skal de følge et særligt turbo-læsekursus.

Det er rigtigt, at det er uacceptabelt, at så mange unge - især tosprogede - forlader skolen som så dårlige læsere, at de ikke kan klare en ungdomsuddannelse. Det er også rigtigt, at der skal gøres noget alvorligt ved det. Og nogle steder kan intensive læsekurser sikkert være en del af løsningen. Men som formanden for Landsforeningen af Læsepædagoger, Gert Niemann, siger til avisen, så er det ikke problemfrit at give elever fire-fem timers læseundervisning om dagen: »Det er nødvendigt, at de også rører sig. De skal også have idræt, ellers lærer de slet ikke noget«.

Med andre ord: Der findes ikke nemme politisk-bureaukratiske løsninger på komplicerede problemer. Og så er det ærlig talt underligt, at et ministerinitiativ nu er så snævert. Sidste år afleverede Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) en rapport til undervisningsministeren med titlen »Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Perspektiver på den rummelige folkeskole«. Dengang roste Haarder skolen for at have knækket læsekoden for de yngste og sagde så: »Men det må ikke ske på bekostning af de ældste elever. Vi skal have alle rustet og motiveret til at få en ungdomsuddannelse efter skolen«. Næsten et år efter kommer der så dette lille turbo-bøvs!

Igen: Der skal gøres noget alvorligt. Men turbo-læsekurser er slet, slet ikke nok. Læsning skal tages alvorligt i alle fag og på alle klassetrin. Der skal turbo på helheden. Eva-rapporten anbefaler for eksempel også, at man i langt højre grad inddrager AKT-lærerne i alle klasser.

-th