»Skal vi give 10 eller 7?«

Over hele landet har man travlt med at sætte sig ind i, hvordan der skal gives karakterer efter den nye syvtrinsskala

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»I skal foretage en objektiv vurdering«. Det er en ofte gentaget sætning på de informationsmøder, som Undervisningsministeriet holder landet over om det nye karaktersystem, der i flæng kaldes 12-skalaen eller syvtrinsskalaen.

Når sætningen gentages ofte, er det, fordi den ikke er helt nem at forstå, da der også skal foretages en relativ fordeling.

Internationalt er det aftalt, at »bestået-karakterer« skal fordeles på en bestemt måde. Der skal gives både top- og bundkarakter til ti procent, mens 25 procent skal have en karakter bedre og 25 procent en karakter dårligere end middel. På midten skal 30 procent af eleverne befinde sig.

»Det skal I slet ikke tænke på«, siger chefkonsulent i Undervisningsministeriet Henrik Tauber. »Ministeriet har lovet Folketingets Uddannelsesudvalg, at vi i løbet af fem år skal tjekke, hvordan karaktererne fordeler sig, men det er vores problem. I skal ikke prøve at fordele karakterer ud på skalaen«.

Fagligt skøn

Den nye karakterskala ser nem og overskuelig ud, når den præsenteres i Power-Point, men når de 7.000 lærere i folkeskolen, der deltager i møderne, bagefter skal diskutere, hvilken karakter udvalgte opgaver fra folkeskolens afgangsprøve skal have, kommer de på en svær opgave.

Hvad betyder det for eksempel, når der i vejledningen til karaktergivelse i »dansk, orden, computer« ud for karakteren 12 står: »Der er meget bevidst arbejdet med layout - særligt i forhold til den genre, der skrives i«?

»Det må betyde, at der i en avisartikel skal være anvendt faktabokse«, lyder det fra en af deltagerne ved et møde på Nørre Nissum Seminarium og HF.

»Jeg vil mene, at overskriften skal være centreret«, siger en anden.

»Overskrifter i aviser er ikke centrerede, men de har en størrelse, så de rækker over alle spalter«.

»Hos mig trækker det helt klart fra, at spalterne ikke er lige lange«.

Kommentarerne er hentet fra gruppearbejdet, hvor ti skriftlige danskopgaver blev bedømt. De viser, at isen er glat, og at der ikke er nogen facitliste.

»I sidste ende er lærerens professionelle faglige skøn afgørende, uanset hvilken karakterskala der er tale om«, lyder Henrik Taubers kommentar.

Vejledende beskrivelser

Lærerne og censorerne kan læne sig op ad de vejledende karakterbeskrivelser. De findes i alle prøvefag, men beskrivelserne efterlader mange spørgsmålstegn, og de sætter kun ord på karaktererne 12, 7 og 02. De øvrige fire trin må man selv finde ud af.

»På vores skole sætter vi os sikkert ned og skriver en vejledning til de karakterer, der mangler. Så har vi noget at tage udgangspunkt i«, siger en af lærerne under gruppearbejdet.

En mulighed er også at kigge på sammenligninger mellem 13-skalaen og den nye skala.

Officielt kan man ganske vist ikke sige, at en bestemt karakter på 13-skalaen svarer til en bestemt karakter på 12-skalaen, men lidt fornemmelse for sammenhængen er der trods alt adgang til.

Enkelte elever kan på deres prøvebevis godt have karakterer fra både den nye og den gamle skala, hvis de har været oppe til prøve i 8. klasse før sommerferien, ellers er den nye skala indført overalt i folkeskolen fra august 2007.

Tre fordele

Dermed skulle der være opnået i det mindste tre fordele i forhold til tidligere. Danmark har fået en karakterskala:

- der er internationalt anvendelig,

- hvor der er en klar trindifferentiering,

- der kan anvendes ensartet i hele uddannelsessystemet,

- hvor bedømmelsen kan udtrykke, i hvor høj grad eleven opfylder målene i faget.

»Vi går ud fra, at de unge kan deres stof. Det betyder, at eleven har karakteren 12, når han eller hun går ind ad døren for eksempel til den mundtlige prøve. Herfra skal man så vurdere, om der er noget, der gør, at der skal gives en lavere karakter«, siger Henrik Tauber.

Nemt lyder det, men hvad nu, når man er vant til at se på skalaen nedefra?

Faglighed fejler ikke noget

Da karaktererne i sin tid blev givet efter Ørsteds-skalaen, hvor toppen var UG og bunden Slet, blev de omregnet i en talskala, der strakte sig fra 8 til minus 23. Den nye 12-skalas karakter minus 3 er derfor ikke nogen ny opfindelse.

Den er heller ikke værre for karaktergennemsnittet end 13-skalaens karakterer 00 og 03, for 00 i ét fag krævede 13 i et andet for at opnå et gennemsnit, der førte til, at man bestod, og 03 krævede 9. På 12-skalaen kan man nøjes med et 7-tal for at neutralisere minus 3.

Talmagi eller ej. Det rigtige ciffer er ikke helt nemt at finde, når lærere sætter sig sammen i grupper for at give karakterer.

»Skal vi give 10 eller 7?« »Der er en helt sikker 10'er«. »Egentlig havde jeg givet 12«, lyder det fra en af grupperne.

De fleste lander i mange tilfælde på karakterer, der til forveksling ligner de bud, som det kort efter viser sig, at en række censorer er kommet med.

Lærernes professionelle faglighed fejler ikke noget. Men ting tager tid.

De enkelte trin

12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler.

10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler.

7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler.

4 gives for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler.

02 gives for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål.

00 gives for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål.

-3 gives for den helt uacceptable præstation. Eleven er ikke bestået, når hun/han får karakteren 00 eller -3.

(Kilde: Undervisningsministeriets folder »Den nye karakterskala«)

På folkeskolen.dk er der henvisninger til de vejledende karakterbeskrivelser og til andet materiale om syvtrinsskalaen.

Dansk, orden, computer

Karakter 12. Beskrivelse: »Teksten er skrevet med harmonisk højrekant. Der anvendes orddeling ved linjeskift. Overskriften er harmonisk i forhold til teksten, og der er balance mellem højde og bredde i teksten.

Afsnit markeres konsekvent. Skrifttypen er velvalgt, tegn anvendes korrekt, og mellemrum anvendes korrekt i forbindelse med tegn.

Der er meget bevidst arbejdet med layout - særligt i forhold til den genre, der skrives i.

Der kan være enkelte steder med uvæsentlige fejl«.

Kilde: Undervisningsministeriets vejledende karakterbeskrivelser for dansk i grundskolen.