Fleksibel arbejdstid styrker undervisning

Herlevs fleksible arbejdstidsaftale giver lærerne mere tid til at koncentrere sig om undervisningen, viser ny undersøgelse fra DLF

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mere tid til at koncentrere sig om undervisningen, mere fleksibel undervisning og større professionelt ansvar. Sådan lyder det fra de lærere i Herlev, som DLF har bedt forholde sig til en række udsagn om den lokale arbejdstidsaftale.

»Herlev-aftalen viser, at lærernes arbejdstid sagtens kan tilrettelægges mere fleksibelt og tage udgangspunkt i lærernes professionelle ansvar for undervisningen. Til alles tilfredshed. Det er en udbredt misforståelse, at vi som lærere ønsker en bureaukratisk måde at opgøre arbejdstiden på«, siger Anders Bondo Christensen.

Både Lærerforeningen og KL ønsker en ny arbejdstidsaftale til lærerne, og alt tyder på, at en central aftale, som ligner den lokale arbejdstidsaftale i Herlev, er det, lærerne vil gå efter ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Herlevs borgmester Kjeld Hansen er meget tilfreds med modellen, som han mener giver stor fleksibilitet i skolernes hverdag. Ved sidste overenskomst var han formand for KL's løn- og personaleudvalg. Dengang forhandlede parterne om en arbejdstidsaftale, der ligesom den i Herlev bygger på lærernes professionelle råderum. I 2005 lykkedes det ikke at blive enige om en generel aftale, der kunne gælde på alle landets skoler.

»Sådan en aftale tilfredsstillede ikke det brede politiske oplæg, der var ved sidste overenskomst. Hvis den havde gjort det, havde vi fået sådan en aftale. Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt, om den kommer til at gøre det ved en kommende overenskomst«, siger Kjeld Hansen, der i dag er næstformand i KL's løn-og personaleudvalg.

Selv om der næsten udelukkende lyder lovprisende ord om aftalen i undersøgelsen, er der udfordringer. Samarbejdet i de selvstyrende team kan komme på prøve.

»Jo større ansvar der lægges ud til lærerne, jo mere skal man håndtere i teamene. Det er et spændingsfelt, som vi er meget opmærksomme på«, siger formand for Herlev Lærerforening Bent Larsen.

Undersøgelsen er gennemført i august. 111 lærere deltog.

mbt@dlf.org