Folkeskolens leder:

Skam jer

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En af pressens fornemste opgaver er at stille kritiske spørgsmål på borgernes vegne. Derfor var det selvfølgelig også fint, at Radioavisen i sidste uge stillede skarpt på en undersøgelse, som analyseinstituttet ACNielsen AIM har lavet for Danmarks Lærerforening. Undersøgelsen er gennemført ved at telefoninterviewe knap 1.000 mennesker om deres holdninger til en række besparelser på skoleområdet, som Kommunernes Landsforening og Finansministeriet ønsker.

AIM's tal viste temmelig entydigt det, som en række andre undersøgelser også tidligere har vist: befolkningen er imod. Man vil ikke acceptere forringelser på folkeskoleområdet. Og den holdning passede selvfølgelig Danmarks Lærerforening fint.

Kan det nu passe, spurgte den kritiske radiojournalist, og ringede til professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet, som beskæftiger sig med offentlig politik.

- Det ved vi ikke noget om, for det er en dårlig undersøgelse. Man har jo ikke samtidig spurgt borgerne, om de ikke hellere vil have effektivisering eller skattelettelser, svarede professoren i morgenradioavisen. Journalisten føjede til, at 'folk i branchen' sagde, at spørgsmålene var stillet på en måde, så AIM burde skamme sig. Og for øvrigt havde Ugebrevet Mandag Morgen for et halvt år siden offentliggjort en undersøgelse, der viste, at den danske folkeskole hører til blandt de mest ineffektive!

Se det var jo noget af en morgenbitter.

Så lad os studere ingredienserne:

Inde i bladet kan man se Århusprofessoren gentage kritikken. Den er interessant på flere punkter. Han er meget imod AIM's undersøgelse. Men den er ikke værre end andre undersøgelser af samme slags, tilføjer han!

Den sidste sætning har Danmarks Radios journalist bare ikke fået plads til i en eneste af de mange nyhedsudsendelser, hvor sagen blev vendt og drejet. Og det var heller ikke muligt at fortælle radiolytterne, hvilke folk i branchen der har sagt, at AIM burde skamme sig. Og det er heller ikke lykkedes Folkeskolen at finde dem.

Der var plads til en sætning om Ugebrevet Mandag Morgens undersøgelse. Og det er interessant, at professor Nannestad over for Folkeskolen henviser til samme undersøgelse. Det gjorde han ikke i radioen, dér var det journalisten, der nævnte den.

Mandag Morgens tal holdt bare ikke en meter; der var fejl i regnestykket. Det tjekkede hverken videnskabsmanden eller journalisten!

Tilbage er så professor Nannestads kritik af, at undersøgelsen ikke er god nok. Der skulle ikke kun være spurgt til det, 'som man kan være nogenlunde sikker på, at folk ikke kan lide'. Der skulle også være spurgt til, om befolkningen ønsker effektiviseringer af det offentlige, det gør den nemlig, ved han. Det har han nemlig selv undersøgt. For otte år siden.

Men der er spurgt til effektivisering. Den skal nemlig bestå af de elementer, der er blevet spurgt til, mener Kommunernes Landsforening og Finansministeriet.

Tilbage er så . . . ingenting! Bortset fra en generelkritik af den type undersøgelser.

Journalisten og professoren må have en bitter smag i munden.

-th

Se side 9 og 10

En af pressens fornemste opgaver er at stille kritiske spørgsmål på borgernes vegne