Der var flere pressefolk, end der var spillere på banen, da holdet mødtes til den sidste træning. Ude på sidelinien luskede nogle af nøglepersonerne omkring, og selv om man ikke helt kunne høre, hvad der blev sagt, så viste billederne, at der blev snakket en hel del.

Noget er der dog sluppet ud til offentligheden - både om taktik og forventninger. Meget af det virker noget storskrydende, så det er vanskeligt at finde ud af, hvad de mener, og hvad der bare er psykologisk selvopbygning inden kampene.

Men hvis man vælger at tillægge de mest vidtløftige udtalelser betydning, så ser det ud til, at taktikken indeholder i hvert fald tre elementer: I den indledende fase bliver der talt om aggressivt presspil. Derefter skal det se ud som om, det er de teknisk begavede og stærke fløjspillere, der skal satses på. Men reelt vil man fedte rundt nede foran målet og så satse på, at de hujende uroligans forstyrrer lige så meget, som de har gjort inden kampene, så bolden kan trilles ind, uden at dommer og tilskuere opdager de urene tacklinger.

Indrømmet, taktikken virker tåbelig. Men hvilke andre logiske forklaringer kan der ellers være på, at holdets anfører igen og igen taler om, at F-faktoren skal gøres ringere? Manden véd, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Han véd, at kampen bliver spillet efter helt andre regler og på en helt anden bane, hvis han fortsætter på samme måde. Så hvad er meningen, hvis det ikke bare er larm og snak?

Og som om det ikke allerede var nok, kører han nu frem med, at lederne skal kunne hentes ind udefra. Fremover behøver de slet ikke at have forstand på det, som de skal være fælles med holdet om at gennemføre, siger Søren Andersen!

Han véd, at det er imod reglerne, og han burde vide, at det vil ødelægge både sammenspillet og den glæde, som betinger kvalitetsudvikling.

Helt galt går det, når selvudnævnte kommunale supportere nu truer med klager over brud på reglerne. Dér er der vist ikke nogen, der har noget at lade hinanden høre; det er uartikuleret hujen, som intet har med realiteterne at gøre, og det giver klubbens ledelse og repræsentantskab forhåbentlig klar besked om.

'Jeg elsker spillet, men jeg ville skamme mig, hvis jeg vandt kampe på den måde, som Danmark og Tyskland gør', sagde den tidligere storspiller Johan Cruyff forleden til avisen News of the World.

Han talte om fodbold.

På samme måde kan man nemt ødelægge det i de forhandlinger og kampe, der følger i den hjemlige skoleturnering. Og der er så oven i købet den forskel, at dér kan én part spille, såalle taber! Men hvis viljen er der, kan der også spilles, så alle vinder.

Det sidste er det vanskeligste, og det kræver vilje og imødekommenhed fra alle parter.

Som totalfodbold, hvor der er glæde både på banen og tribunen.

Men på skoleområdet skal der spilles mod ét fælles mål. Det glemmer flere spillere og supportere på Kommunernes Landsforenings hold tilsyneladende.

-th

Læs også side 17 og 22

Jeg elsker spillet, men jeg ville skamme mig, hvis jeg vandt kampene på den måde, som Danmark og Tyskland gør