Anmeldelse

Gud bevare Danmark

Et opgør med sekularismen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når vor statsminister offentligt udtaler, at der er for meget religion i det offentlige rum, så er det et udtryk for 'sekularisme'. Men hvad betyder det egentlig? Tja, det har redaktøren for Kristeligt Dagblad skrevet en engageret debatbog om. Han mener nemlig ikke - modsat statsministeren - at der er for meget religion i det offentlige rum, snarere ser han farerne ved et samfund, hvor der er for lidt religion i det offentlige rum.

Igennem mere end 250 sider gør han op med den sekularisme, der er afledt af sekulariseringen - verdsliggørelsen - hvor man under reformationen og i oplysningstiden adskilte den åndelige og den verdslige (politiske) virkelighed ad. Så man kan også sige, at sekulariseringens historie er et billede på det vestlige Europas forandring igennem flere hundrede år.

For sekularisten er religion lige så privat en sag som seksualiteten, og man skal ikke tro på noget - eller på nogen måde, som kan gribe ind i det offentlige rum. Det er noget, man forholder sig til i sin "fritid", om søndagen (fredagen eller lørdagen) og på bestemte helligdage. Men i mødet med den islamiske verden styrer den vestlige verden med sin sekularisme ind i et konfliktfyldt farvand, som det er meget svært at navigere i. Dette skyldes blandt andet, at hvor sekularisten bliver bange for al religiøsitet i det offentlige rum, oplever den islamiske verden det som en trussel, når den møder det gudløse. Så konklusionen på denne debat bliver, at man ikke kan bygge en verden op uden religion. Det slås fast, at kristendommen har en kulturbærende funktion i Danmark, der holder fortid og nutid og fremtid sammen. Det er en god debatbog, fordi den er så godt skrevet, og fordi der argumenteres godt og grundigt for vigtige synspunkter. Bogen kan dermed danne baggrund for en sund og saglig debat, der udfordrer andre med anderledes holdninger til at have hold på deres argumenter. Bogen kan derfor - i små uddrag - være en god basis for samtale i skolens ældste klasser i fag som samfundsfag, kristendomskundskab - og ikke mindst dansk, hvor argumentation og debat er en del af fagets kerne.