»Ret til en daglig tur i frisk luft for plejekrævende ældre«. »Maksimum 24 elever i klasserne«. »Ret til sund og billig mad på alle skoler«. »Maksimum seks børn per voksen i børnehaverne«. »Ret til pleje og omsorg af ét plejeteam bestående af én fast kontaktperson og maksimum fire forskellige medarbejdere fra hjemmeplejen i dagtimerne«.

Det er nogle af Socialdemokraternes 29 forslag til borgerrettigheder. Godt de blev fremsat. Og læg godt mærke til alle indvendingerne:

- Hvor skal hænderne komme fra?

- Det bliver alt for dyrt

- Det går ud over det kommunale selvstyre.

Skulle partiet have ventet, til alle job er besat, eller til topskatten er helt afskaffet? Hvis der ikke er råd til en tur i frisk luft om dagen for de ældre, så lad os starte med det, vi mener at have råd til efter skattelettelserne. Måske en tur om ugen eller om måneden? Og det kommunale selvstyre: Foreslår Socialdemokraterne noget som helst om, hvordan der skal arbejdes i skolerne? Løsdrift eller opbinding i klasserne? Nej, vel? Der er rige muligheder for kommunalpolitiske udfoldelser, men forsøger nogen sig med underbud, må de stå til regnskab samt gøre rede for, hvornår de vil være nået op på minimumsydelsen.

Hvorfor er deres udspil så velvalgt og nødvendigt? Det er det, fordi vi lever i verdens mest institutionaliserede land. Ingen andre steder er borgerne overladt til stat og kommuner i så mange timer af livet som her, og det gælder særligt de borgere, der mindst er i stand til at gøre sig politisk gældende, børn, syge og ældre. Det offentlige begår jo indimellem overgreb mod de anbragte. Eller der sker svigt og misrøgt. Derfor er det på sin plads, at kommunerne skal aflægge et velfærdsregnskab om året, og at hver kommune skal have en uafhængig serviceombudsmand.

Hvad vi måske savner indtil videre, er virkelige beføjelser til serviceombudsmanden. Her kan man skele lidt til Sverige, hvor de sidste år fik en ny lov mod »krænkende behandling« i skolen. En ny ombudsmand blev knyttet til Skolverket. Han eller hun kan gå til domstolene med krav om erstatning til elever, som er blevet diskrimineret på grund af køn, etnicitet, tro, seksuel orientering eller bevægelseshandicap. Loven omfatter også elever, som mobbes eller krænkes af andre elever eller af skolens personale. Bevisbyrden lægges i loven i høj grad på skolen, som skal vise, at den har gjort, hvad der var muligt for at forebygge krænkelserne. Som psykolog Christer Olsson skrev om loven: »Fram till i dag har alltså många barn i praktiken varit rättslösa inför den kränkande behandling, de utsatts för av andre elever, lärare eller personal«.

Jeg bringer beretningen fra Sverige for at understrege betydningen af, at serviceombudsmændene i kommunerne, der foreslås af Socialdemokraterne, får tilstrækkelige beføjelser og en uafhængig position i forhold til kommunen.

Hver fjerde af læserne vil nok komme til at tilbringe deres sidste år på plejehjem. Så vi kan passende tænke på os selv, når vi overvejer de standarder, der er foreslået. Et bad om dagen, ud i frisk luft en gang om dagen, tilknytning til et lille team med en fast kontaktperson, er det virkelig urimelige standarder?

Og hvis der skal være minimumsstandarder for de ældre, så skal der vel også være det for børnene, eller hvad?

Erik Sigsgaard er lektor ved CVU Storkøbenhavn