For ti år siden besluttede Danmarks Skolelederforening at afbryde samarbejdet med DLF. Derefter blev Lederforeningen dannet, og et flertal af lederne valgte det sikre i Lærernes Centralorganisation og DLF, hvor man både har aftaleretten, ekspertisen og det store fagpolitiske fællesskab.

I torsdags besluttede de to lederforeninger så at slå pjalterne sammen i en ny, fælles forening fra den 1. januar 2008. Når fusionen bliver en realitet, skyldes det ikke, at den ene part tabte, og den anden vandt. Det skyldes i høj grad, at de to formænd, Erik Lorenzen og Jens Færk, og de to foreningers bestyrelser har arbejdet målrettet sammen for genforeningen. Fordi de indså, at lederne stod meget svagere, når arbejdsgiverne kunne shoppe frit mellem to foreninger. Men det skyldes også besindelse på alle niveauer i Danmarks Lærerforening. Centralt har hovedstyrelsen skullet vænne sig til, at ledernes formand markerer særstandpunkter, når det er nødvendigt. Og lokalt har kredsformænd og styrelser måttet erkende, at ledergruppen kan og vil selv. Lederes og læreres interesser er ens på en lang række områder, men på andre er de forskellige. Kun gennem gensidig anerkendelse af og respekt for den anden part bliver begge grupper stærkere. Både hver for sig og sammen.

Derfor er der gode grunde til at ønske tillykke med den nye forening. Det er lykkeligt, at alle ledere nu igen kan stå samlet. For det fagpolitiske fællesskab. For samarbejdet mellem ledere og lærere. Og dermed også for hele folkeskolen.

-th