Debat

Man er lærer, når man har papir på det

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 18 kan man læse om en ikke-uddannet underviser, der har været 12 år i folkeskolen. Han er sikkert et godt menneske med hjertet på rette sted. I artiklen angriber han DLF for ikke at gøre noget for at honorere den indsats, han har ydet i skolen, ved at forhandle en bonus hjem til ham. Det svarer formanden for Glostrup Lærerforening rigtig fornuftigt på. Helt i tråd med min holdning. Derfor er det også med stor beklagelse, at man kan læse, at Anders Bondo Christensen bøjer vores principper om individuel løndannelse for at tilgodese netop dette medlems særlige situation som ikke-læreruddannet. Dermed diskvalificerer Anders Bondo Christensen i et pennestrøg de cirka 60.000 lærere, der har gidet tage en læreruddannelse. Det er en meget farlig vej at gå. Hvem gider være medlem af en forening, der kæmper for dårligere lønforhold for dem, som uddanner sig til lærer. Denne vej kan blive døden for DLF i den form, vi kender i dag. Jeg har meget svært ved at acceptere, at Anders Bondo lover hårdt tilforhandlede lønkroner til personer, som ikke har taget den uddannelse, som ifølge folkeskoleloven er nødvendig for at undervise i folkeskolen. Jeg vil opfordre hovedstyrelsen til at tænke sig grundigt om. Det kan ikke være DLF's problem, at man bliver nødt til at ansætte ikke anordningsmæssigt uddannede undervisere i folkeskolen, fordi der ikke er kvalificeret arbejdskraft at få. Jeg kan love Anders Bondo, at jeg vil arbejde aktivt for, at de mange medlemmer, som har taget en læreruddannelse på Statens Uddannelsesstøtte, har mindst én fortaler, når det gælder deres løn.

Svar

Jeg vil bede dig læse artiklen en gang til. Jeg lover ikke noget som helst. Jeg kunne aldrig finde på at kommentere en konkret sag, som jeg kun har et overfladisk kendskab til gennem en journalist. Det valgte undervisningsministeren at gøre i et efterfølgende nummer, men det synes jeg ikke er voldsomt kvalificeret.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg forholder mig i artiklen til kredsformandens ønske om, at vi skulle løse problemstillingen gennem en central aftale. Vi har altid fundet lokale løsninger på særlige problemer, også før der var noget, der hed decentral løn. Og så vil jeg gerne slå fast med syvtommersøm, at Danmarks Lærerforening naturligvis skal varetage alle medlemmers interesser.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF