Ordet er Handelshøjskolens glose for iværksætteri. Iværksætteri er Undervisningsministeriets betegnelse for den undervisning, der skal udruste eleverne med forudsætninger, en iværksætter har gavn af at have udviklet som for eksempel mod, selvstændighed, handlekraft og samarbejdsevner.

Og så kan enhver se, at vi er tilbage i pædagogikken og centrale begreber i folkeskolelovens formålsparagraf.

Selv om forskellige institutioners ordvalg nok vækker nogen animositet, så er det glædeligt, at vi på tværs af to uddannelseskulturer er optaget af de samme værdier og opgaver.

'Ansvaret for egen læring' er et vigtigt begreb både i moderne pædagogisk forskning og i folkeskolereformen. På seminarierne er vi optaget af at udvikle studieformer, der støtter de studerendes muligheder for at praktisere ansvaret for egen læring såvel i eget studium som i deres praksis i folkeskolen.

Men helt nye er intentionerne nu ikke.

I 1975 handlede sådanne bestræbelser i høj grad om 'elevmedbestemmelse'. I artikler - og ikke mindst i udviklingsrapporter - kan man læse om teori og overordentlig spændende praksis, som kredser om netop sådanne kvaliteter. Lighedspunkter kan spores helt tilbage til 30'ernes begreb selvvirksomhed. Det handler i bund og grund om at give børnene mulighed for at lære selvstændige arbejdsformer, hvor de enkeltvis og i små eller større grupper kan arbejde i og uden for klassen med mulighed for at kontakte læreren med kort varsel.

En sådan arbejdsform er en helt nødvendig forudsætning for at kunne gennemføre alle de centrale udviklingsområder i skoleloven og i faghæfterne. Hvis ikke vi magter at lære klassen denne arbejdsform, kan vi godt glemme alt om at virkeliggøre for eksempel undervisningsdifferentiering, processkrivning, konkret matematik, edb-integration i alle fag, projektarbejdsformen, autonomi i fremmedsprogsundervisningen og den praktisk-musiske dimension i hele skolegangen, for slet ikke at tale om entrepreneurship, hvor eleverne blandt andet skal få mulighed for at udvikle sig, så de kan tåle modgang.

Eleverne skal helt konkret kunne arbejde selv uden konstant at blive dirigeret af læreren.

Det forudsætter organisation og specifik træning i et repertoire af færdigheder og arbejdsformer, der gradvis og målrettet udbygges i klassen fra det overskuelige og enkle mod den fuldt udbyggede projektarbejdsform.

Eleverne skal selvfølgelig med kort varsel og til hver en tid kunne tilkalde eller kontakte deres lærer. Men hvis ikke læreren - selv på de yngre klassetrin - kan forlade klasselokalet i for eksempel ti minutter for at instruere en gruppe i datalokalet med sikkerhed for, at børnene arbejder videre uden straks at give sig til at gynge i gardinerne, så kan vi ikke indfri de fine målsætninger.

Men hvis såvel forældre som lærere er fælles om den tankegang, der skal inspirere til at vælge undervisningsindhold og -former, der fremmer elevernes mod, selvstændighed, initiativ og evner til samarbejde, så er vi nået langt.

En sådan fælles tankegang kan måske netop befordres af de forskellige uddannelseskulturers ordvalg.

Men entrepreneurship begynder faktisk med, at læreren går uden for døren i fem minutter.

Lene Møller er seminarielektor.