Det er desværre sørgelig lekture, der udgør lederen i Folkeskolen fra 18. april. Thorkild Thejsen forklejner den seneste debat om heldagsskolen og kalder den 'bølgegang i mediebuddingen'. Ærgerligt, at netop lærernes eget organ skal danne præcedens for sådan mangel på selvkritisk indstilling. Det kunne jo nemt sprede en falsk tryghed rundt omkring på lærerværelserne og bidrage til yderligere dvælen ved egen selvtilfredshed og rygklapperi. Det er det, vi allerhelst skal undgå i et samfund, der synes konstant at være et helt kapitel foran folkeskolen.

Lad os da få den debat! Det er da i vores eget fags største interesse. Det er da ikke kriminelt at betragte skole og fritid som to størrelser, der langsomt bevæger sig ind over hinandens territorium; tænk bare på fritidsordningernes indtog. Det bliver mere og mere almindeligt, at elever, via computer, lærer både at regne og læse hjemme på børneværelset. Fremtiden byder på et sandt slaraffenland af spændende kilder til viden og udforsken, uden at læreren kan tilskrives nogen kredit for det indlærte. Det er netop i tidens ånd at åbne faggrænserne og ikke være så millimeterdemokratisk med hensyn til mit og dit. Det er ganske vist svært at forestille sig læreren og pædagogen som fast makkerpar i den traditionelle skolestruktur. Alt må naturligvis kastes op i luften og derefter samles igen.

Om 15 år forestiller vi os skolens personale som en skøn forening af 'viden-guides', der med speciale i et par fagområder hjælper børnene til tilegnelse af viden, delvis på egen hånd. Det vil naturligvis betyde et endeligt farvel til den traditionelle '25 børn med én lærer i ét rum med ét fag'-opfattelse, der har været den eneste løsning siden skolens vugge. Det er jo ikke, fordi dette er helt nye tanker; faktisk lægges i folkeskoleloven af 1993 op til netop undervisning ud fra hver enkelt elevs muligheder.

Det, der ser ud til at vinde mest indpas i børnenes hverdag, er det enorme udbud af underholdning, der er så let tilgængeligt, at det foretrækkes frem for selv den bedst skrevne bog. Det er en fejl at tro, at vi som lærere kan hamle op med disse medier. I stedet for at vride vore hjerner med, hvordan Middelalderen eller Inkarigerne mon bedst fanger lille Bettinas interesse, må vi i stedet fange børnene på deres egen hjemmebane. Vi skal tilbyde viden, information, oplevelser, vi skal guide elevens behov i overbevisning om, at alle børn har en naturlig, medfødt nysgerrighed. Hvem er ikke faldet i staver over Lademanns flotte billeder, da man lige skulle slå et eller andet op?

I dag er skolen alt for fikseret på at sætte alting i bås. Hvem siger, at alle er interesserede i at lære om pyramiderne på nøjagtig samme dag, på nøjagtig samme tid? Nogle har måske lyst til at vente til de støder på dem gennem geometrien, astrologien eller arkæologien. Alfa og omega i vilkårene for den ny indlæringspædagogik er altså barnets egen interesse. Vores fornemmeste gerning er at stimulere disse interesser og hjælpe barnet til nye veje og udfordringer. Det lykkedes os at få en dreng fra 4. klasse til at regne hypotenusen ud på et utal af trekanter via Pythagoras' læresætning og et pædagogisk opbygget computerprogram. Drengen opdagede end ikke, at 'svært' stof som regning med ukendte størrelser, kvadratrod samt division indgik som naturlig forudsætning for opgavernes løsning. Ingen havde fortalt ham, at det var henholdsvis 8. og 5. klassetrins pensum.

Børns tilegnelse af verden er fra naturen ikke inddelt i fag og klassetrin. Det er udelukkende vi voksne, der via ufleksible læseplaner definerer denne inddeling. Lad os respektere barnet og styre vores egen trang til at systematisere verden. Det er ikke lærerens magelighed eller den traditionelle stivhed i systemet, der er det essentielle, derimod barnets egen kontinuitet i indlæring og interesse.

Lærerstuderende på N. Zahles Seminarium.