Bodil Wilhelmsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 17. april 1996 døde forhenværende skoleinspektør Bodil Wilhelmsen, 88 år. Dermed er en meget aktiv og udadvendt personlighed gået bort.

Bodil blev født i Roskilde og startede sin karriere i skolevæsenet som elev på Absalons Skole i Roskilde. Der må være noget særligt ved den skole - bortset fra dens alder på 103 år - for i 1931 vendte hun tilbage som lærer på skolen.

Efter et sidespring til naboskolen, Duebrødre Skole, som viceinspektør i 1945 vendte Bodil ved årsskiftet 1947/48 tilbage til Absalons Skole. Hun var blevet udnævnt til skoleinspektør, hvilket hun var frem til pensionen i 1977.

Hun styrede skolen med myndig og kærlig hånd. Hun var lederen! Skolen udviklede sig i hendes tid, og trods pladsmangel i lange perioder var det en god skole at være elev på.

Senere, da der efter udbygning blev bedre plads, afholdt skolen den første realeksamen, og Bodils stolthed var slet skjult, når eleverne opnåede flotte resultater.

Men hendes hjerte bankede for de svage. Hun underviste selv i specialundervisning og var højt uddannet inden for området. Derfor havde hun også voksenelever til specialundervisning. Det var voksne, som aldrig havde lært at læse, eller personer, som på grund af alvorlige ulykker havde mistet evnen. På det område var hun en kapacitet og fortsatte med den undervisning lang tid efter pensionen.

Bodil gik ind i lokalpolitik og var i en årrække medlem af byrådet valgt for Socialdemokratiet. I en periode var hun viceborgmester. Samtidig var hun formand for Børneværnet og blev derved værge for mange børn, der havde det svært.

Et andet af hendes hjertebørn var Roskilde Domkirke. I 38 år var hun medlem af Domsognets menighedsråd. Bodil var meget optaget af, at Domsognets huse og selv domkirkepladsen blev renoveret, så man fik den smukke helhed omkring kirken, som alle turister i dag kan opleve. På et tidspunkt huserede 'orgelsagen'. Skulle Domkirken have nyt orgel på en dominerende plads, eller skulle det gamle renoveres? Bodil kæmpede engageret for, at der ikke skulle anskaffes et nyt orgel, da det ville skæmme det smukke kirkerum. Domkirken fik ikke nyt orgel.

Som det forhåbentlig tydeligt er fremgået af ordene, tog vi ved begravelsen i Roskilde Domkirke tirsdag den 23. april afsked med en pragtfuld, dynamisk og aktiv kvinde.

Æret være Bodil Wilhelmsens minde.

Jens Ekwall

Absalons Skole, Roskilde