Debat

Tættere på sagens kerne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bertel Haarder reagerer på mit indlæg i Folkeskolen nummer 18 med en taløvelse, som handler om it-problemer ved test og afgangsprøver, og om hvor mange love og forslag af forskellig karakter der er produceret på folkeskoleområdet.

Med det sidstnævnte er ministeren ved at nærme sig sagens kerne, men han stopper desværre her. Skolelederes, læreres og elevers berettigede kritik af deres arbejdsvilkår handler jo ikke kun om dette års prøvekaos. Kritikken handler om de uanstændige arbejdsvilkår, man i årevis har budt folkeskolen. En tilsyneladende uendelig strøm af ændringer tilflyder skolerne. Intet får lov at bundfælde sig, før næste nye tiltag foreligger. Hensynsløst korte tidsfrister hører til dagens orden, og udmeldingerne fra ministeriet er uklare eller foreligger slet ikke, når skolerne skal bruge dem.

Ministeren har travlt. Hellere i går end i dag, synes mottoet at være. Sådan er hans arbejdsform. Han bliver tilsyneladende ikke selv stresset, men det er der pligtopfyldende ledere og lærere, der, til skade for folkeskolen, bliver.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Skal de urimelige arbejdsforhold fortsat være herskende, vil lærere og ledere være yderst forbeholdne over for rosende ministerord som disse: »Og tak for en stor indsats fra lærere og skoleledere«.

Bertel Haarder svarede desværre ikke på den vigtigste del af mit indlæg i nummer 18: »DLF's hovedstyrelse formulerede i februar syv konstruktive og kritiske anbefalinger til ministeren. Hans svar på hver enkelt af disse anbefalinger må være interessant læsning?«

Hvor kan man læse ministerens svar? Blæser de i vinden?

Powered by Labrador CMS