Debat

Den store afvisning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvilken bredside Ellen Bick Meier fyrer af i Folkeskolen nummer 19. Et læserbrev med tre argumenter, hvoraf de to er gentagelser og et udfald mod mine argumentatoriske evner. Hun er måske nok lidt ældre, som hun skriver, men ikke mere klarsynet af den grund.

Lad mig tage udfaldet først: Jeg siger ikke, at hun stemmer på Dansk Folkeparti. Det, jeg siger, er, at hun tilsyneladende forholder sig til udviklingen, med samme rygmarvsrefleks som Dansk Folkeparti forholder sig til 'de fremmede', nemlig med pure afvisning. Det får mig til at kalde hendes argumenter for hattedameargumenter, hvilket måske er lige stærkt nok, i hvert fald er hun efter alt at dømme blevet fortørnet. Det beklager jeg, men jeg vil samtidig fastholde, at hendes argumenter efter min mening er usaglige, og desuden havde vi uden hattedame-ordet ikke fået en så morsom tegning at glæde os over.

Af de tre nye argumenter er kun det første interessant, idet de to sidste som sagt er gentagelser. Det første argument er vedkommende, fordi Ellen Bick Meier trækker begrebet fremskridt ind i debatten. Men hov: Begrebet fremskridt er værdirelateret, har rod i det personlige og er således vanskeligt at diskutere generelt. Hun falder på den konto også i årsag-virkning-fælden. Derfor benyttede jeg selv begrebet udvikling, der er langt mere objektivt og nemmere at håndtere i en større sammenhæng. Jeg har ikke beskyldt hende for at være modstander af fremskridt, men for at være angst for udviklingen, hvilket hun selv underbygger, idet hun vil 'sætte spørgsmålstegn ved de store ændringer', computeren bringer. Hvorfor ikke forholde sig i stedet for at sætte spørgsmålstegn? Hvorfor ikke vælge en positiv, offensiv position frem for en negativ, defensiv?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

At jeg overhovedet faldt over hendes indlæg og ikke bare skød det til side som sniksnak, skyldes, at jeg går på en uddannelse, hvor IT-dimensionen i alle fag er en del af uddannelsens lovgrundlag. Jeg har imidlertid snart gået fire år på seminariet og har haft 14 forskellige fag, men jeg har kun modtaget IT-undervisning eller beskæftiget mig med fagrelateret IT i tre af disse. Og det kun i et omfang, der sammenlagt ikke overstiger 15 lektioner.

Når jeg bliver ansat på en skole, vil jeg formentlig inden kort tid komme på et IT-kursus, så jeg kan integrere IT i undervisningen på en kompetent og hensigtsmæssig måde, i det omfang det kræves. Jeg forstår ikke, hvorfor en uddannelsesinstitution, hvis opgave det er at uddanne lærere, ikke underviser i IT, der er et gennemgående element i folkeskolen. Men der er måske en forklaring: For eksempel afslører Ellen Bick Meier, at hun har haft en computer i et halvt år, men hun kan tydeligvis endnu ikke se fordelene ved at benytte IT i sit arbejde, og hvordan skulle hun så kunne undervise nogen heri?

Ja, der var nogen, der sagde IT-kursus!

Christian Bang

studerende på Blaagaard Seminarium