Forbudt før 6. klasse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der skal forskes mere i læsning og matematik, har regeringen bestemt.

Men den nye forskning må kun foregå fra 6. klasse og opefter. Det undrer såre.

- Ja, vi har undret os meget, siger Erik Håkonsson, der er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole i Århus og leder af Forum for Læseforskning.

- Derfor har vi spurgt, og svaret var, at man synes, at der er forsket så meget i den tidlige læseindlæring, og derfor vil man nu gerne sætte fokus på de ældste klassers svage læsere i folkeskolen og ungdomsuddannelserne.

- Det er da sympatisk og forståeligt, siger Erik Håkonsson.

- Men de unge mennesker fødes jo ikke i 6. klasse. Og de læseproblemer, som nogle af dem må trækkes med, opstår jo meget tidligere. Derfor bør der være tæt sammenhæng mellem forskningen i den tidlige læseindlæring og forskningen i læseproblemer hos unge.

Også professor og læseforsker Carsten Elbro, Københavns Universitet, undrer sig over, at de ekstra penge til forskning kun må bruges på elever fra 6. klasse og opefter.

- I betragtning af, at børnenes læseevner ligger meget fast allerede i 2. klasse, er det svært at finde årsagen til, at man vil afskære forskerne fra at beskæftige sig med de yngste årgange, siger han.

Hertil svarer formanden for Statens Humanistiske Forskningsråd:

- I betragtning af, at en ph.d-stilling koster omkring en million kroner om året, er det ikke ret mange penge, vi har til rådighed. Derfor har vi valgt at koncentrere indsatsen om folkeskolens ældste klasser og de videre uddannelser.

-th